Ingeniør Ludvik Varming

av Edvar  Welle-Strand

                                    (Bergen Aftenblad 26/1-1931)

 

 

Sidste gang jeg traf ingeniør Ludvig Varming var i sommer på Green Harbour på Svalbard, mens «Stella Polaris» lå der på tilbakeveien fra pakisen. Han og hans frue var invitert til middag om bord på skibet, og da jeg kjent den sympatiske danske ingeniør og hans frue fra før, ble jeg også anbragt ved det samme bord. Det var da fle­re år siden jeg hadde truffet ingeniør Varming, og jeg merket snart at han ikke længer var den muntre og livsglade mand som tidligere. Han hadde nok sit gode og lyse smil i behold, og hans øine ble endnu varme, når han begyndte at fortelle om sine mange år på polarøen, hvor han hadde fundet sit andet hjem­land. Men der var kommet noget trist over hans ansigt, en mand som var begyndt at resignere og ikke længer var den muntreste blandt de muntre.

Vi talte meget sammen den aften, men jeg ante ikke at det skulde bli sidste gang jeg traf den danske ingeniør som hadde fæstet så dyp rot i norsk polar­land, levet sig slik ind i dets na­tur og forhold at han var blit et polarmenneske av hele sit sind og hjerte.

Da han og hans frue om nat­ten, mens midnatsolen stod rød-gylden over Green Harbour, for­lot «Stella Polaris», ropte han fra motorbåten op til sine venner på «Stella Polaris’» dæk: Velkommen igjen til Green Harbour.

Det ble ingeniør Varmings sidste hilsen til sine venner på «Stella Polaris» fra den vakre Svalbardfjord, hvor han hadde hatt sit virke i så mange år.

De som kommer tilbake med skibet til Green Harbour i som­mer, vil ikke længer finde inge­niør Varming – ingeniøren i Barentsburg som fangstfolkene kaldte ham – der, og de vil kom­me til at savne hans smil og hans faste håndtryk, den hilsen alle satte største pris på, når de kom til Green Harbour.

Det var ikke for at drive ark­tiske studier, ingeniør Varming kom til Svalbard. Nei, han kom derop som grubeingeniør, og det var med arbeidet med utvindingen av polarøens kul han gjorde sin store indsats, et arbeide som der står respekt av. Han fik den store opgave at bygge op den hollandske kulgrubeindustri i Barentsburg i Green Harbour, og han skilte sig så udmerket fra denne opgave at der under hans ledelse for hollandske penger ble skapt en helt moderne grubeby på polarøen – den vakreste av de tre-fire grubebyer som vokste op deroppe under kul-høikonjunkturen. Og Varming gik op i sit vældige arbeide med energi og begeistring. Han hang i både sent og tidlig, arbeidet flere ti­mer i døgnet end et menneske bør gjøre i polarland. Men da han hadde skapt sit storverk – den hollandske kulgrubeby – og skulde høste resultatene av sit store arbeide, ble han rammet av den hårde skjæbne at han måtte se det anlæg han hadde bygget op, bli avfolket og liggen­de øde og forlatt.

Kulprisene som hadde ført til at hollænderne satte så mange millioner ind i grubedrift på polarøen, kom også til at be­virke – da kullene stadig sank i pris – at driften ble indstillet. Det var det hårdeste slag som kunde ramme ingeniør Var­ming, men det skal sies til hans ros: han tok det uforskyldte ne­derlag som en mand. Det som var skjedd, måtte vel skje, ræsonnerte han, men han opgav al­drig helt håpet om at grubene vilde bli gjenoptat. Og så holdt han ut deroppe år efter år – tilslut som vaktmand ved det store anlæg som skyldtes hans initiativ og energi. Da alt håp om ny drift i en nær frem­tid syntes at være bristet, forlot han endelig i høst Svalbard og vendte hjem til Danmark.

Og som den handlingens og initativets mand han var, tok han i København den første den bedste job han kunde få – murerarbeide ved et bygningsanlæg – og her indhentet døden ham for nogen dager siden.

Det var en tragisk og uventet avslutning på et usædvanlig dådrikt liv i polarland – et uforståelig spil av skjæbnen.

Jeg sa at ingeniør Vanning var blit polarmenneske under sit lange ophold på Svalbard. Netop dette beviste han bedst, da han efter katastrofen med Nobile-ekspeditionen resolut gik igang med at utruste en undsætningsekspedition efter italienerne. – Hvad han herunder ydet av stor personlig indsats, ble overalt på polarøen og langt utenfor denne nævnt med den største anerkjendelse.

Ingeniør Vanning var nemlig et mandfolk i ordets fuldeste be­tydning. Han satte også denne gang i likhet med, hvad han man­ge ganger tidligere hadde gjort på polarøen, alle bekvemmelighetshensyn tilside og opofret sig selv til det yderste i en situation som netop krævet rådsnarhet og handlekraft.

I sin hustru, en vakker og klok Tromsø-dame, hadde ingeniør Varming den bedste kamerat på Svalbard, en kvinde som holdt ut på polarøen år efter år ved sin mands side, fordi hun var levende interessert i det store arbeide han hadde påtat sig deroppe.   Hun var en prægtig mor for deres bara, og den gjest­frihet man møtte i deres vakre hjem i Green Harbour var enestående – selv på polarøen, hvor menneskene kommer hver­andre nærmere end på andre steder.

Men livet i polarland er hårdt. Det fik også ingeniør Varming og hans frue merke. De mistet to eller tre av sine barn deroppe, men de bevarte tiltrods for disse tunge tap allikevel begge sit lyse sind gjennem årene – solskinsmennesker i polarmørket.

Ingeniør Varmings indsats på Svalbard var så stor, hans ar­beide satte slike dype merker efter sig, at hans navn længe vil bli holdt i agt ære deroppe.

Det var kanskje fangstfolkene på Svalbard som forstod inge­niør Varming bedst, vurderte hans varme hjertelag riktigst, og netop disse vil derfor komme til at savne ham dypest.

Noget av det betydningsfuldeste ingeniør Varming efter min mening fik utrettet ved sit arbeide på Svalbard gjennem de mange år, var at vise, hvor godt nordmænd og dansker kan arbeide sammen i tillid og forståelse, når det gjælder utbygningen av polarland.