Arnold Undem forteller om Lomenfamiliens indsats i Alaska.

(Bergens aftenblad 4. mars 1930)

 

 

 

Blandt de passagerer som kom hertil fra Amerika med «Stavangerfjord» idag var mr. Arnold Undem og frue fra Teller i Alaska.

Hr. Undem er bestyrer av The Lomen-Reineer Corporation’s handelsstation i Teller, og vi ber ham fortælle litt om livet deroppe.

– Well, – jeg drev i nogen år med at bygge skoler i Alaska for den amerikanske regjerings regning, og på denne måte fik jeg jo efterhånden et ganske godt kjendskap til landet og de indfødte – eskimoernes – liv og sindelag. Det var på grund av denne min erfaring at jeg fik min nuværende stilling, og jeg har aldrig angret at jeg begyndte at arbeide for familien Lomen. Det er nogen helt igjennem prægtige mennesker at ha med at gjøre. Både «old man Lo­men», – der som bekjendt er dommer i Nome og av norsk avstamning – og sønnene.

I sin tid prøvet den amerikan­ske regjering at drive rensdyravl i stor stil i Alaska. Men det gik som det så ofte går når det skal være statsforretning – det gik ikke! Regjeringen sendte opover uøvede folk, og disse skif­tet stadig, således at man aldrig fik folk som virkelig blev eks­perter på området – som vir­kelig gik ind for  opgaven.   Og så blev det hele opgit. Da var det Lomen tok fat. Og det er en vældig indsats han og hans fami­lie her har gjort. De har set på det hele som en sak av vital betydning for Alaska. De har selv levet midt oppe i det, og selv søkt at vinde erfaring og erhverve sig kundskap på området ved at studere rensdyrenes leve­sæt og vaner, og de har hjulpet eskimoene tilrette og fortalt dem hvordan dyrene skal behandles, – således at resultatet nu er blitt det gunstigst mulige.

Eskimoene i det nordlige Alaska er et folkeslag som kjæmper en hård kamp for tilværelsen. Det er min overbevisning at den bedste måte man overho­det kan hjælpe dem på, er ved at lære dem op til at drive rensdyravl. Det ligger tilrette for dem, – og det kaster slet ikke så litet av sig, hvis det drives rationelt. Eskimoenes levestan­dard vil sikkerlig i fremtiden vokse proportionalt med rensdyr­avlens utvikling.

Man regner med at der nu er ca. 400000 rensdyr i Alaska. De første dyr som blev importert fra Norge døde, og den nuvæ­rende bestand stammer fra dyr som blev indført fra Sibirien. Den første plads disse stamdyr landet var netop Teller, hvor jeg han min station.

Lomenkompaniet har seks slike stationer, – hovedkvarte­ret er i Nome. Selskapet eier nu ca. 160000 rensdyr, – fordelt med fra 10-40000 på hver sta­tion, – og er det største rensdyrkompaniet i Alaska.

Men foruten med rensdyr, driver vort selskap også all slags handel med de indfødte. Vi kjø­per skind og ren og andre fangstartikler av dem og leverer dem til gjengjæld alt det de trenger av klær, proviant og varer forøvrig. Vore stationer er altså med andre ord samtidig også handelstationer. Selve Teller er ikke store flekken. Der lever omtrent 70 mennesker – hvite  og  eskimoer til sammen. Men vi har vort «opland». Alle de som bor i en omkreds av 50–60 miles rundt stationen, hører til vort distrikt, og kommer til os for at handle.

Min mand er også regje­ringens repræsentant i Teller, indskyter fruen. Han besørger f. eks. det fornødne når der er to som skal gifte sig, og er i det hele tatt likesom stedets myndighet.

– Lomenselskapet har sit eget dampskipsselskap, fortsætter hr. Undem, «Artic Steamship Co», som om sommeren med små dampskib går mellem de forskjellige utskibningssteder. Men om vinteren er det bare med hundespand at all trafik foregår. Hunden er livet i Alaska. Der er ingen andre som forstår hvad hundene er for os.

Posten må kjøre 700 miles med hunder for at nå fram til Teller. Til Nome bruker vi i gunstigste fald 3 dager, men der kan ofte gå optil en uke.

–Hvordan liker De og Dere frue livet deroppe?

–Storartet!

Svaret kommer fra begge i kor.

–Vi kan ikke tænke os noget andet liv. Når man har levet i nogen tid i Alaska da får man landet i blodet – det er som en slags sygdom – og man trives intet andet sted.

Det eneste vi savner er or­dentlig vand. Om vinteren smel­ter vi isen. Det er bedre end sne. Snevandet har mistet alle sine mineraler. Selv om sommeren er jorden frossen, og vi samler da op regnvandet, – eller kan drage op til en liten elv to miles vei borte og hente vand i tønder.

–Fortel om lappene, sier fru Undem.

– Ja, det er sandt sier hendes mand. Hver station har en eller

to lapper – enslags «overhyr­der» – som vi har fåt over fra Norge for at lære eskimoene hvordan rensdyrene skal behand­les. I de sidste år er vi begyndt at anvende aeroplaner når vi skal finde hjorden. Flyveren konstaterer fra luften av hjor­dens omtrentlige position og så kjører man med hundespand i den retning han anviser.

Det er store avstander der­oppe. Folk som bor 200 miles borte regner, vi som vore naboer. Sommeren er kort. Kun 4 måneder av året kan eller anløpes med skib. Sidste skibet går slutten av oktober, og da kan vi ikke sende kjøt igjen før i midten av juni. Vi opbevarer det derfor om vinteren i frossen tilstand. Det meste rensdyrkjøt går til New York.

Vore flokker formerer sig med stor hurtighet. Vi regner at de øker med 30 pct. pr. år, og om fem år skulde vi da anslags­vis ha 400,000 dyr.

De vellykkede resultater i Alaska har opmuntret andre til at følge eksemplet. Den canadi­ske, regjering har iår kjøpt en flok på 2500 dyr, som nu drives over til sit nye hjemland. Man regner at denne tur vil ta 2½ år.

Eskimoene har sine egne rensdyrflokker og vi kjøper deres slagt. Vi har betalt ca. 10 dol­lars pr. skrott, men dette viser sig dog at være en litt for høi pris hvis det skal lønne sig.

Rundt om er der en hel del guldminer, men det er ikke mere end såvidt driften av disse løn­ner sig. De gamle guldgravere som fremdeles holder til deroppe i håp om engang at gjøre et rikt fund, har som regel ikke mere ut av sit arbeide end en knap dagløn.

Rævefangst er en god forret­ning for eskimoene. Vi betaler dem 40 dollars for en rødræv og 50 dollars for en hvit. De fan­ger også nu og da sølvræv, blåræv og en sjelden gang en svartræv. Disse betaler vi efter hvert enkelt skinds værdi og efter nøie vurdering. Rævefarmene gjør det derimot ikke godt. Den tamme ræven får ikke så fine skind, og det viser sig desuten at det er en stor procent som dør.

I samtalens løp viser hr. Un­dem os en række fotografier fra Teller. Blandt andet er der en række billeder av Amundsen og hans fæller. Det var som man erindrer ved Teller at «Norge» landet efter polflugten. Vi får også se billeder av «Norge» både i luften og efter landingen.

– Og Carl Eielson talte jeg med like før han startet på sin sid­ste flugt, forteller hr. Undem videre. Det var en prægtig mand og det var en stor sorg for os at høre at han hadde fundet døden under sit arbeide for at redde det indefrosne mandskap på «Nanuk».

Hr. og fru Undem reiser nu til Stavanger for at besøke hans foreldre, som han ikke har sett på 22 år.

Men Alaska drager, og de ven­der snart tilbake til det strabadsiøse, men allikevel så vidunderlig frie liv på denne civilisationens ytterste forpost.