En tragedie på Spitsbergen

 

To skeletter fundet på kysten mellem Green Harbour og Coles Bay

Et mord eller ulykke for 30-40 år siden. ( Aftenposten 18/9-22)

 

 

 

 

Mandag den 4de september i år meldte en svensk arbeidersøgende, som indfandt sig på Store norske Spitsbergen Kulkompanies kontor, Advent Bay, at han havde fundet to lig på kysten mellem Green Harbour og Coles Bay, nær mer angivet mellem Cap Laila og Russeelven. Jeg blev sendt du for at undersøge og fandt skelettet af to mænd. De lå i en liden forsænkning på den yderste kant af et plateau, som hævede sig ca. 10 meter over strandbredden. Kun støvlene stak frem af jorden, resten var begravet i grus.

Efter forsigtig fremgravning lykkedes det at samle det funde i følgende:

Ligene lå i skråningen nær bunden afnævnte lille forsænkning. De lå ved siden af hinanden på maven. De havde begge knæhøie støvler (helstøvler) af lær med høie hæler, beslået med hæljern. Støvlerne for øvrig var slidt og flikket både på såler og overlær.

Klærne var dårlig bevaret. Begge to havde langbukser og jakke. Den ene havde to vester. De hensmuldrede filler viste dog nok til at kunne konstantere, at begge havde havt meget undertøi på sig. Den ene havde to par underbukser og havde to par underbenklær og begge havde to par  strømper. På det ene ligs venstre hånd var der en tyk lovåt (den høire hånd var borte, og det andet lig manglede begge hænder). Resterne af et strømpeskaft bar indskriften O.A.

Af eiendele fandtes en pengepung indeholdende en helt ny (uslidt) svensk femøre stemplet 1882, samt ca. hundrede små terningformede blystykker, som var skåret af en tynd blystang og sandsyndligvis tænkt anvendt til haggelskud. Desuden fandtes en hårkam, kniv, skje og gaffel i fuderal og nogen ganske små lapper avispapir. Dels i en lomme og dels omkring ligene blev der fundet i alt 14 ladede remingtonpatroner. To spanskrørstykker (skibindinger) samt småstykkerne til en sammenlimet liden kasse af tran ca. 15 cm. I firkant og 10 cm. høi, lå i nærheden. Nogen glasbiter, en æskelignende hul messingcylinder (1 cm høi, 2 cm i diameter), nogen stearinlys og en trådsnelle udgjorde resten af fundet.

Der var intet merke af ydre vold på skeletterne, når undtages de manglende hænder.

De fundne papirstykker lå i jorden, svarende til en jakkelomme. De var også nærmest som jord, istykkerplukket og meget tynde. Der viste det og ved omhyggelige undersøgelser  og sammensætning af de forskjellige brudstykker, at avisdelen skrev sig fra «Stockholms Dagblad» nr. 72, datert 28de marts. Årstal manglede.

Det var vanskelig at få sat de løsrevne og afrevne ord sammmen til nogen mening. Under overskriften Dødsfald i udlandet fandtes følgende ord «Skalden Longfell» og et andet sted stod navnet «Biskop Schrender» nævnt og brudstykker samt sandsynligvis efter en beretning om hans begravelse.

Af det funde synes at fremgå:

1. De forulykkede er sandsynligvis svensker (svensk mynt og svensk avis).

2. Ulykken er antagelig sket i den kolde årstid. Den tykke påklædningen, uldvåtten på hånden og spanksrørstykkerne (skibindinger), taler herfor.

3. De forulykkede er vel nepppe skyllet ind fra sjøen som druknede, dertil lå de for høit opp (ca. 10 meter lodret op). Muligens er de frosset i hjel, eller dræbt (de havde intet gevær og ingen værdisager, ur, ringe, ete hos sig.

4. Det gulne avispapirs indhold og den udslidtte femøre tyder på, at tiden for ulykken tidligst må sættes til vinterhalvåret 1882-1883, muligens nogen år senere.

«Skalden Longfell – – –» sandsynligvis den amerikanske digter Henry Wordsworth Longfellow døde den 12de marts 1882, og biskop og missionær Schrender døde omtrent på samme tid. Avispapiret er datert den 28de marts. Årstallet er hermed bragt på det rene.

Mye tyder på, at ulykken er sket senere end våren 1882, mindst så sent som høsten samme år.

5. Den fundne kasse med glas og messingcylinder kunde muligens skrive sig fra et medbragt kompass.

 

Merket O.A. kan eventuelt være viktig for identifikationen.

I «Svenkarnes arbeten på Spetsbergen» af A.G. Nathorst fortælles der om en geologisk ekspedition til Spitsbergen i 1882 under Nathorst ledelse og om en meteorogisk overvintringsekspedistion 1882-83 under N. Ekholm. Der forligger dog ingen beretning om at nogen af ekspeditionens medlemmer forulykkede.

Dette tillader jeg mig at meddele for at give anledning til nøiere undersøgelser om hva hvorvidt videnskabelige eller fangstekspditioner i en tilsvarende tid skulde have mistet folk på dette sted. Muligens lever ældre fangstfolk, som kan give værdifuld oplysning til opklaring af fundet. Kan hænde skriver fundet sig fra en gammel kjendt ulykke – kan hænde har der til denne dag hvilet et slør over disse to mænd ulykke.

En grav er det neppe, da der ikke fandtes spor efter trækiste, sten eller andre ting, der kunde tyde på, at de døde er begravet af kamerater.

Her er da en ny sorgens beretning til alle de andre som som findes i polarnattens ulykkesbog.

– De fattige rester af disse to på det vilde sted ved Isfjordens grønne bølger taler er underlig sprog.

I ca firti somre har midnatsolen spillet henover den golde sandstrand med denne gåde i sin kolde favn – og Spitsbergens fattige, men vakre lille valmue har været den eneste gravblomst.

Den har lukket og bukket sig for den kolde brævind med solspiller på Isfjorden ved midnatstid og lyttet til dønningerne, når de kom tunge og sterke med bud fra Cap Bohemann og alpelandet på den anden side.

I mange mørke vintre har stormen feiet henover denne hemmelige grav. Snevirveler har i nordlysets eventyrskin, danset sin spøgelsesdans til stormens musik og isskuringens akkompagnement, meden en sulten hvidræv har skrabet labben tilbuds mod den iseede grav.

De ulykkeliges sidste dage, deres kamp for livet, deres nød og deres sidste time kan give stof nok for vor fantasi. Er de forliste sjøfolk, som har kabbet sig i land og bukket under her i den håbløse kamp mod den skånseløse fiende – kulde! Eller eiede disse øienhuler engang øine, hvois sidste billede var morderens – drabsmanden med hævet bøsse?

 

Den hvide sne dækker i dag igjen de ukjendtes grav; men i den mørke vinter skal nu et klodset trækors indtage valmuens plads.

Longyear City, 6te september 1922

N. Ingemann Kile

Læge

 

*

 

Vi har talt med kyndige ishavsfolk om det uhyggelige fund. De mener, at det er tvilsomt, om fundet skriver sig fra nogen ekspedition. Netop på den tid ulykken må have fundet sted, foregik der store torskefiskerier udenfor Spitsbergens sydvestkyst. Det kan være fiskere eller fangstfolk, som er grebet af isen og ført op under landet.