Spitsbergenmennene
Minister Wedel Jarlsberg og hans hjelpere
Aftenposten 10/2-20
Lenge og ofte har Spitsbergenspørsmålet
lagt beslag på den offentlige opmerksomhed her hjemme, og mange er de mænd, vi
derunder har stiftet bekjendskab med. De fleste af disse er trådt i baggrunden,
nye er kommet i stedet.
I sin tale under festen i Paris i går
aftes nævnte minister Wedel selv nogen af sine fornemste medarbeidere og
hjælpere, – mænd, som vi idag bør mindes med taknemlighed og glæde.
Vi begynder med den mand, som vi i denne
sag har set i forgrunden, lige fra Spitsbergen ved århundredskiftet blev et
aktuelt geografisk-politisk spørgsmål og lige frem til idag, da sagen lykkelig
er bragt i havn:
Ritmester Gunnar Isachsen. Det var ham, som i 1905 tog initiativet til den norske Spitsbergenforskning og fik den i gang, g det på et tidspunkt, da interessen for denne sag hos oss var så minimal, at han til sine to første ekspeditioner måtte skaffe midler i udlandet. Utrættelig i skrift og tale, offentlig og privat, lykkedes det ritmester Isachsen efterhånden at vække vor interesse for den sag, om han selv har ofret, så meget for. Uden her at gå ind på de videnskabelige resultater af hans ekspeditioner, som har vært særlig betydningsfulde og omfattende, vil vi idag blot minde om, at Isachsen har fulgt sagen helt frem, idet han har vært, vor specielle delegerede under disse spørgsmåls behandling i Paris. At Norge har kunnet reise dette spørgsmål er på grundlag af hans arbeide, og at denne sag har kunnet, afsluttes med et for Norge så heldig resultat er i første række Gunnar Isachsens verk.
Dr. Arnold Ræstad har megen fortjeneste af selve suverænitetskravets reisning. I sin bog Norges høihetsret over Spitsbergen, udgivet 1912, heiste han så at sige litterært flagget og bidrog således i væsentlig grad til, at der vekke terra nullius-standpunkt efterhånden måtte vige pladsen for hævdelsen af Norges ældgamle ret til Spitsbergen. Af denne bog som i faglig og videnskabelig fremstilling følger den i tittelen angivne ting; har minister Wedel Jarlsberg hentet tro og tillid. Og under udarbeidelsen af Norges suverænitetskrav, dets begrundelse og udformning, har dr. Ræstad – som i den anledning ifjor var lengere tid i Paris – vært ministeren en overordentlig værdifuld medhjælper.
Dr. Ræstad er født i Kristiania 1878, juridisk kandidat 1896. Etter at have vært sorenskriverfuldmægtig, advokatfuldmægtig og sekretær i Udenrigsdepartementet gik han ind først i journalistisk og siden i juridisk, folkeretslig og statsøkonomisk forfattervirksomhed. og nu er han selvskrevent medlem af de fleste kommissioner.
Legationsråd Jakhelln er født i Bodø 1876, tog artium ved Katedralskolen i
Kristiansand og ble juridisk kandidat 1899. Året efter reiste han til Hamburg
som sekretær ved det derværende norske og svenske generalkonsulat. 1901
udnævntes han til attache ved legationen i Paris og forflyttedes samme år til
legationen i Paris og Haag. Fra 1903 til 7de juni 1905 var han sekretær i udenrigsdepartementet
i Stockholm og blev i november samme år chargé d’affaires i Petrograd. 1ste
april 1906 udnævntes han til legationssekretær i Paris. Efter i nogen måneder i
1908 at have vært legationssekretær og chargé d’affaires i London, udnævntes han
1909 til legationssekretær i Petrograd, hvor han blev til august 1917, da han
konstitueredes som legationsråd i Paria. Det er i denne egenskab han har udført
et særdeles stort og nyttig arbeide i Spitsbergen-sagen. Under minister Wedels
ophold i Norge sidste høst bestyrede hr. Jakhelln legationen i Paris og var
selv tilkaldt flere gange til femmandsrådets møder og overlægninger.
Legationsråd Jakhelln er ridder af St. Olavsordenen og er tildelt en række
ordener i de lande, hvor han har tjenestegjort.
Dr. Charles Rabot, den franskmand, som i Spitsbergensagen mer end nogen anden har vært
med at hævde og var tage Norges interesser, er født i Nevers ved Loire 1856.
Han blev oprindelig uddannet som jurist, men fik snart interesse for
geografiske- og naturvidenkabelige studier, og for disse har han helt ofret
sig, siden han i 80-årene for første, gang begyndte sine forskningsstudier i
Nord-Skandinavien. Disse studier strak sig over et tidsrum af 6 år. Han bereiste
herunder foruden Nord-Skandinavien tillige de russiske kyststrækninger ved
Ishavet fra Karahavet til Grænse-Jakopselv, gik på togt med norske
fangstfartøier til Spitsbergen 1882, besøgte Grønland 1888 og Island 1891, samt
deltog i den franske ekspedition til Jan Mayen og Spitsbergen 1892.
Charles Rabot har i en række af år vært
sekretær i Det geografiske selskab i Paris og udgiver af dettes tidsskrift. Han
er æresdoktor ved Lausannes universitet, fra 1897 korresponderende medlem og
fra 1920 æresmedlem af Norges geografiske selskab. Han har udgivet talrige
afhandlinger om geografiske- og naturvidenskabelige emner.
Gjennem talrige oversættelser har han
gjort de norske polarforskeres verker tilgjængelige for det franske publikum,
han har såleles udgivet Fridtjof Nansens, Otto Sverdrups og Roald Amundsens beretninger.
Han har altid vist en levende interesse for vort folk og dets geografiske
forskning – og dette har ikke mindst givet sig udslag i den sidste tid, da han
ved et energisk arbeide for Norges sag har behandlet Spitsbergenspørgsmålet,
bl.a. i en brochyre med tittelen ”A qiu doit appartenir le Spitsbergen?”
Rabot er kommandør af 2den klasse af St. Olav.
Tilbake til hovedsida
Adresse: Århusveien 231, 3721 Skien
Hjemmeside: http://polarlitteratur.com - E-post: hana3@online.no
Vågemot miniforlag