Kaptein Helmer Hansen forteller om sin eventyrlige sledeferd

628 miles i vintermørket gjennom isørkenen

Aftenposten oktober 1920

 

Som nævnt andet steds i bladet, har «Maud»-ekspeditionens deltagere forpligtet sig til intet å meddele om ekspeditionen før tre år, etterat «Maud» er løbet ind i norsk havn.

Når vi allikevel idag kan påbegynde nedenstående interessante beretning fra kaptein Helmer Hansen er det, fordi den episode, den omhandler, i realiteten intet har med selv ekspeditionen å gjøre. Den gjelder Helmer Hansen, Wisting og Tønnesens eventyr­lige og farefulde ferd for å skaffe underretning om ekspeditionens skjæbne.

Vi træffer kapteinen i hotel d’angleterres salong, som er blevet ham reservert af direktør Bjølgerud, alle «Maud»-gutters elskverdige fortrindelige vert.

Så beskedent og bramfritt som vel mulig fortæller Helmer Hansen om sine oplever på ferden. Det er nordlandsgutten, ishavsfareren, som forteller. Han, for hvem det å trodse farer og vove livet i is og mørke, kun henvist til sig selv, er en dagligdags ting:

– Da vi den 23de september 1919 kom til vinterkvarteret ved Ajon-øen og frøs inde, var det, at det ble bestemt, at vi skulde forsøge å sende underretning hjem.

Vel 280 kvartmil vest for Ajonøen ved Nizhne-Kolymsk vidste vi, at der var trådløs station. Den gjaldt det å nå. Jeg ble udset til å lede en ekspedition did. Vi byggede over «Maud» og gjorde alt istand til vinterkvarter. Da det var besørget, udrustede vi vor ekspedition. Olonkin, vor udmerkede andenmaskinist og telegrafist, skulde være med, fordi han talte russisk, og Tønnesen, fordi han skulde forlade ekspeditionen.

I midten af oktober drog vi fra Maud med hunder og slæde og proviant for 30 dager. Vi fulgte kystlinjen den samme vei, vi var kommet med «Maud», indtil den store Kolymaflod. Det er omtrent 100 kvartmil opad floden til stationen Nizhne-Kolymsk.

Alt gik godt og vel. Vi oplevede igrunden ingen eventyr på den tur. Da vi var kommet vel 20 kvartmil op floden, stødte vi på en liden koloni af russere, Sukharnoe.

  Der kunde alt ialt være 160 men­nesker, småt og stort i hyttene.

Vi fik den bedste modtagelse. Blandt koloniens beboere fandt vi to prægtige intelligente sydrussere. Olonkin sagde, det var virkelige aristokrater. Disse to fortalte os, at den trådløse ikke var i virksomhed. Maskinen manglede olje og var desuden i ustand. Det var en stor skuffelse. Dermed var vor ekspedition forgjeves. Vi havde intet andet å gjøre end å drage østover til «Maud» igjen. Tønnessen ble igjen i håb om å få skibsleilighed. Olonkin og jeg tog så fat på tilbageveien.

Det var tungt føre, for saltvand havde trukket sig gjennom isen, men det gik da. Etter 21 dages fravær havde vi atter Maud i sigte. Det var ikke morsomt å komme med uforrettet sag. Vi forsøgte også å liste os ubemerket ombord, men nogen hvalper røbede os ved å begynde og pibe. Netop som vi passerede agterenden af skuden, kom chefen ud. Jeg var ikke lidet overrasket ved å se ham komme i skjortearmer og bysseantrek. Jeg vidste ikke, at han var begyndt å ar­beide som kok. ”Alt tilbage,” sagde han. Vi var ikke ventet endnu, for vi skulde jo ha ligget og ventet på etterretninger fra hjemlandet.

Det ble nu ikke tid til forklaringer da. Vi var jo lidt forfrosne og slitne og måtte først ombord og få mad og kaffe. Det var den 12te november, vi kom ombord.

Jeg syntes ikke det var morsomt å ha begyndt på et godt arbeide, som skulde ende så trøstesløst. Jeg tænkte derfor i mit stille sind, at chefen kanskje gjerne vilde ha en ekspedition østover mod Nome.

Slig ble da også. Først var det meningen, jeg skulde ha gået alene de 628 kvartmil til Eastcape. Imidlertid kom etter 14 dager forløb Tønnessen tilbage fra Sukharnoe, fordi det viste sig å være håbløst å ligge og vente på skibsleilighed. Han skulde så følge mig østover. Til min glæde ble det også bestemt, at Wisting skulde bli med på turen. Vi fik to kobbel hunder, seks i det ene og syv i det andet. Der var bare igjen et par hvalper ombord. Eller fik vi også den beste udrustning helt igjennom.

Jeg var glad over det følge jeg fik. Tønnesen, er en grei og kjæk gut, og en bedre mand end Wisting som følgessvend der nord, findes ikke. Han har humøret og sindet og kræftene, som skal til.

1ste december 1919 drog vi afsted. Det var så mørkt på denne tid, at det var ikke tale om å vi kunde tage observationer underveis. Føret var tungt og hundene havde på de sleder tre mands tøi og proviant i stedet for to mands. Derfor kunde det ikke gå fort. Northcape, som ligger omtrent midtveis, nåede vi da også først den 14de januar i år.

Vi bestemte os til trolig å følge kysten, det var det tryggeste. Der var føret nokså jevnt, omend tungt, fordi saltvannet havde gjennemtrukket.

Men vi sled os da frem. Et par gange stødte vi på nogen stygge revner og hist og her opskruet is. Ellers var det nokså fremkommelig. Og vi var måtte jo drive på. Det gjaldt å ha mad nok til sig selv, men først og fremst til bikkjene. Så længe de vet, at den som giver dem mad og har nok mad å gi dem, er deres herre, er alting vel. Men en hundetand kan jo være lei og farlig. Jeg lader aldrig nogen anden få komme til og stelle mine hunder.

Så bar det da fremover tungt og nokså slitsomt, men det monnede jo alligevel. Været var rusket, og vi havde ikke gået mange dager, før vi måtte ligge over for snøstorm. I 10 meters afstand kunde neppe teltet skimtes selv på det lyseste af dagen. Men vi kom os da videre.

 

I hele december måned havde vi neppe mer end tre nogenlunde godværsdager. I de tre dager fik vi da også mer end almindelig god brug for godværet.

Vi havde da slidt os frem til juleaftens morgen. Vi kjørte ud i mørket tidlig på dager. Det føg og føg i snøkavet, så vi havde vanskelig for å afgjøre, enten vi befandt os på land eller is. Lidt ud på den mørke dag gav stormen sig noget. Mens vi kjørte, ledte vi efter brugbar drivved til kakkelovnen. Pludselig skimter vi en snehaug foan os i tykket. Wistings kobbel, som kjørte først, skar lidt ud af kurs for å undgå den. Jeg ville følge ham, da jeg hører Tønnesen tåbe: ”her har vi n hytte!” Vi var ikke længe om å snu for å undersøge den. Hytten var overteket, men skorstensrøret ragede op. Da vi havde gravet os frem til indgangen, fandt vi hytten låst.

Men det var julaften og ind vilde vi. Vi manglede ikke nøkkel for vi havde en god øks, og ind kom vi.

Inde i jordhytten var det mørkt og svart, men vi syntes jo det var herlig å komme i hus. Klokken kunde vel være omkring fem på julekvelden,

Vi fik gjort op varme, og fandt merkelig nok nogen lys i en kasse inde i hytten. Så fik vi julelys også. Det ble en riktig gemytlig og koselig juleaften, men den skal jeg fortelle om en anden gang. Dram manglede vi heller ikke, for vi havde sprit til primussen.

Iste juledag var været mer forrykende end juleaften, så vi ble liggende over i ”Carles hytte”, som vi senere fik vite, at hytten hed. 2den juledag var været om mulig endnu verre end 1ste dag, så vi måtte pent holde os i ro i hytten og soveposerne våre. Det var bare ut og made bikkjene og så ind igjen.

3dje juledags morgen var været fint og klart, men det var koldt. Hvor koldt vet jeg ikke, for det var altid for mørkt til å lese af termometeret, og skulde vi lyse på det, steg det momentant. Over firti grader var det nok. Bikkjerne havde nok frosset lidt. Så brød vi leir, og havde god mod på å dra videre, vel tilfreds med den overstående juleturen.

Så var det, at Tønnesen bad om å få gå lidt i forveien for bikkjene. De går nemlig bedre, når de har en mand foran seg. Men har de ham lige foran sig, så kaver de for å nå ham såpas igjen, at de kan få tråkket på skiene hans. De har nu engang den uvannen. Da det sinker og er tungt å drage fremover med bikkjene bag på skinen, vilde da gjerne Tønnesen få et godt forsprang. Jeg gav ham lov under den utrykkelige forudsetning, at han skulde holde seg langs kystlinjen og aldrig vove seg ind over landet. – Så strøg han afsted, efter å ha efterladt på slederne en god del af klærne sine, for å være mest mulig ledig. Han havde vel et kvarters forsprang, da Wisting og jeg startede ved 9-tiden om morgenen. Føret var godt og isen fast. Vi kunde ikke se sporene efter Tønnesen engang.

Vi kjørte og kjørte, og ventede hvert øieblikk, at Tønnesen skulde dukke opp foran os. Vi begyndte å synes det var underlig, at han på den korte tid havde fået så langt forsprang. Vi gjorde ikke dårlig fart selv. Men Tønnesen var og ble borte. Vi arbeidede os frem til klokken 2 om ettermiddagen. Længere kunde vi ikke holde udkig. Klokken 3 var det helt mørkt. Tønnesen burde jo forresten opdage os, før vi ham. Vi havde jo både bikkjer og sleder.

Så slog vi da leir. Luften begyndte å bli disig. Vi gikk nu i ringer om teltet og hujede og skreg og affyrede skud. Jeg gik slig, at jeg aldrig tabte teltet af syne, og Wisting udenfor mig igjen, men ikke lengere end han stadig så meg.

Da vi ikke turde spandere mer af ammunitionen og da det var blevet helt mørkt, tog Wisting denne skjorten af sig. Den delte han op i tre stykker, og lod stykkene gjennemtrekkes af parafin. Så fæstede han stykkene til skistvene og satte fyr på. Det ble flammer, som vel kunde ses milevis udover den helt flade isslette. Men til Tønnesen hørte og så vi intet. Det var en trist nat. Klokken 4 om morgenen krøb vi ind i teltet efter å ha gået ustanselig omkring i nesten 14 timer for på en eller anden måde å få varslet Tønnesen.

Jeg var tidlig oppe igjen, havde ikke engang tid til å koge mig en kaffetår. Så fik jeg koblet istand og drog på tom slede tilbage samme vei vi var kommet dagen i forveien, i håb om å finde spor efter Tønnesen. Jeg kom 12 mil vestover, da måtte jeg snu for å nå tilbage igjen til Wisting og teltet. Vi turde ikke begge samtidig forlade teltet, for det tilfælde Tønnesen skulle komme mens vi var borte, trett og forfrossen. Han kunde vel trænge øieblikkelig hjelp og noget varmt i livet.

Bikkjene hjalp mig å finde teltet igjen. De lugtet sig jo frem, og finder ofte frem hvor vi ikke kan greie det. Både jeg og bikkjene var godt trette, da vi endelig kom frem. ”Har du set noget?” spurgte jeg Wisting, og han mig, og begge måtte vi ryste på hodet.

Wisting tog nu straks mit kobbel for ikke å miste nogen tid ved å spende for sit eget. Så drog han afsted østover, altså i den stik motsatte retning af den hvori jeg havde søgt. Også han kjørte 12 mil frem, men med samme sørgelige resultat.

Det var nu gået over et helt døgn siden vi mistede Tønnesen. Vi havde lidet håb for ham. Han havde jo lidet klær og var helt uden proviant. Vi snakkede ikke stort de natten, Wisting og jeg. Og det var ikke tale om å få sove.

Tidlig 5te juleaftens morgen drog vi ud sammen for å søge indover land. Vi gik i sik-sak indover tærrenget. Indover mod fjeldene. Vi kunde intet opdage. Klokken seks om kvelden kom vi tilbage til teltet, som vi så vidt fandt igjen.

Hvad var der nu å gjøre? Vi var trette og triste og slidne. Vi syntes nok på en måde, at vi havde gjort nok, – men allikevel.

Tønnesen troede vi nu var forulykket. Men skulde vi ikke kunne spor? Kanskje kunde vi det mindste få se en skistav stikke op. Så spurgte vi oss selv. Har nogen ret til å sige til os: ”Hvorfor gjorde dere ikke det, og det?” Og vi ledte efter et sligt spørsmål. Det eneste vi kunde finde var”. ”Hvorfor gik dere ikke tilbage til jordhytten dere forlod 3dje juledags morgen?”

Vi havde ikke stor tro på, at der skulde kommet noget ud af den ferd, men vi besluttede os alligevel til den.

Vi lod vore sager ligge igjen, for å ha lette sleder, men tog med teltet og andet, hvormed vi kunde være Tønnesen til hjelp. Proviant havde vi med for tre dager og mad til bikkjene.

Vi kjørte hvad remmer og tøi kunde holde. Jeg foran og Wisting efter. Vi havde pent vær. 3dje, 4de og 5te juledag var som sagt de eneste godværsdager i hele december måned.

Vi havde kjørt vel 13 mil, da jeg opdaget et mørkt punkt på isen langt foran mig. Wisting så det vel også, men jeg gav mig ikke tid å vente på ham for å spørge. Jeg turde først ikke tro andet, end at det bare var skyggen af et istykke. Men prikken forsvandt og viste sig igjen. Jeg begynte å tro, at det alligevel kunde være et menneske. Men var det i såfald ikke bare en indfødt? Men gudskjelov snart viste det sig, at prikken var vor egen Tønnesen, som kom strævende mod os på ski. Jeg vet, at mine øine ble fugtige, da vi mødtes, og jeg tror nok, at hans og Wistings ble det også.

”Gud Fader, Tønnesen” sagde jeg. ”Hvor har du vært henne?” Og at du lever?” – –

Tønnesen var forunderlig nok ikke særlig medtaget, når man tager i betragtning, hva han havde lidt legemlig og åndelig. Han var jo lidt forkommen og havde frostblemmer på hænderne og benene, men ellers var han i forholdvis god kondition.

Så fort det lod sig gjøre, kom vi os alle tre tilbage til leirplassen. Wisting, som ikke er så lidet af en kirurg, tog sig af Tønnesens frostblemmer, og jeg sørgede for, at han fik sig noget varmt i livet. Nu fik vi da høre, hvorledes Tønnesen kom til å gå sig vild.

Ikke langt fra det sted, hvor han 3dje juledags morgen forlod os, havde han stødt på nogen gamle spor, som førte lidt indover landet. Det var sledespor, som var frosset, og sne var føket over, så de ligsom lå ovenpå sletten. Tønnesen havde merkelig nok rent instinkmæssig fulgt disse spor, til trods for, at de førte ind over land. Vi, som kom efter, havde ikke engang lagt merke til disse spor. På denne måde kom vore veier til å fjerne sig mer og mer fra hinanden, jo længer frem vi kom.

Da Tønnesen omsider forstod, at han havde mistet os, vendte han om. Tyndklædt og sulten som han var, slet han sig ustanselig afsted for å forsøge å nå tilbage til jordhytten, som vi tilbragte julen i. Han huskede, at der ret op for hytten ragede op nogen eiendommelige pigger i fjeldet. Dette hjalp Tønnesen til å finde ned til den.

I hytten fandt han lys og en liden pose med mel, som vi må ha glemt igjen. Af mel og vand lavede han sig et slags brød, og da han havde hvilt en tid, drog han atter ud for å søge efter os.

Det skal siges til Tønnesens ros, at han var mer end tapper. Så underlig det kan høres, så tror, jeg, at den omstendighet, at dette var hans første tur i isen, reddede hans liv. En erfaring vilde sikkert ha troet, at situationen var helt håbløs og vilde ha givet sig over.

 

Så drog vi da videre østover i pene dagsmarsjer, trods de korte dager. Det var tunge læs, og bikkjene var utkjørte, men vi greiede da alligevel optil 20 kilometer om dagen.

Nu begyndte vi af og til å treffe indfødte, og det hændte, at vi fik overnatte i jordhytter. Vi ble alltid venlig modtaget og fik bytte os til lidt mad til bikkjene mod tobakk og the.

Den 14de januar nåede vi North Cape. Vi ble her godt modtaget af en russisk handelsmand. Her hvilede vi et par dager og fik sat istand vort tøi. Vi havde nu tilbagelagt 311 mil (kvartmil?) fra skuden. Da bikkjene var nokså medtaget, og vi havde liden tid, måtte vi her efterlade Tønnesen. En dagreise fra North Cape kunde han senere træffe en handelsmand, som altid var den første, som brøt op for å reise til Nome om våren.

Nu øgede Wisting og jeg dagsmarcherne. I siste halvdel af januar havde vi også bedre vær, snestormene ble sjeldnere. Enkelte dager tilbagelagde vi over 40 mil. Da drog vi ud klokken ½5 om morgenen og gik helt til 7 om aftenen.

En gang mødte vi en russisk fangstdamper, som lå fast i isen ved Kolyuchin Bay. De havde trådløs om bord, men havde ikke kul nok til å fyre op med. Vi forsøgte å dra dynamoen i gang med håndkraft, men vi kunde ikke skaffe strøm nok.

Her hørte vi, at isen i Beringstredet allerede var i drift.

28 mil østenfor russerbåten traf vi en fastboende norsk handelsmand. Han var gift med en indfødt pige og har nu drevet handel med skind der nord i snart 29 år.

Vi havde allerede fået høre om revolutionen i Russland, og sikrede os for alle tilfældes skyld pass hos den russiske guvernør i Weling.

Nogen mil lenger øst opsøgte vi den kjendte australske handelsmand Charles Carpendale. Det bedste er ikke godt sagt om den mand. De indfødte forgudene ham og fulgte hans mindste vink.

Det var den 31te januar, vi kom til ham. Bikkjene vore var nu helt udkjørte. Vi fik dem indkvarteret hos Carpendale, og Wisting måtte bli tilbage for å passe dem. Carpendale gav mig to dagers gratis skyds videre og ordnede det slig, at en anden kusk da kunde overtage kjøringen. Så gik jeg da ustandselig fra den ene kjøredoning over i den anden. De indfødte kusker var ikke alle lige gode å ha med å gjøre. De vidste om, hvor der var ”hjemmebrændt” å få. Så drak de sig fulde og ble liggende over, selv om været var aldrig så fint. Det værste var, at de alle forlangte betalingen på forhånd, så jeg ikke havde noget tak på dem. Men dyr var ikke egentlig skydsen. Der forlangtes 30 rubler eller ca. 1,5 dollar pr. dag, men intet for de dager, vi måtte ligge overfor snestorm og heller intet for tilbageturen. Af og til gik turen med renskyds, men som oftest med bikkjeskyds, og det sidste var det greieste.

Da jeg nærmede mig Anadyr, kjørte jeg med ren. Det blåste op en temmelig ubehagelig snestorm, og kusken stoppede plutselig op. Han vilde snu og kjøre hjem igjen. Jeg forlangte, at skulde kjøre mig til Anadyr. Så løste han styrelinjerne, han havde om håndleddene, og sagde, at jeg kunde kjøre selv, så fik jeg se, hvor godt det var. Men jeg kunde ikke greie renene. Vi havde tre stykker forspændt to sleder, en ren havde tidligere styrtet. Heldigvis havde jeg denne gang tilfældigvis ikke givet kusken forskud. Jeg sagde, at han intet fik, hvis han ikke fortsatte.

Omsider lykkedes det mig å få ham drevet frem. Vi kjørte nu i tre timer til, og klokken 12 om natten fandt kusken en hytte, hvor der boede folk. Da vi ikke havde smagt mad på 18 timer, gjorde det godt å få sig lidt varmt i livet. Klokken ½2 om natten fortsatte vi i mørket, og i grålysningen om morgenen kunde vi så vidt skimte telegrafmasterne i Anadyr, min reises mål.

Klokken 6 om morgenen befandt vi os på isen udenfor byen. Kusken satte renen fast derude, fordi han var ræd, at bikkjene inde i byen skulde ødelegge dem. Det var den 24de marts jeg kom frem, efterat ha reist i tre måneder og 24 dager.

 

Længe før jeg kom til Anadyr, spurgte de indfødte mig, om jeg var gal, som tenkte på å reise dit. Nylig var 16 mand myrdet der. Jeg svarede, at når så mange var myrdet, var der vel altid plads for mig.

Det røde flagg vaiede da også over byen dag og natt.

Jeg opsøgte straks den norske handelsmand, Lampe, som fulgte mig til telegrafstationen. Der mødte nesten hele byen op, med gurvernøren i spidsen. Mit pass lo de hånlig af, og jeg ble bevogtet som en meget mistenkelig og farlig person. De kunde ikke tro, at jeg havde gået så lang vei, bare for å telegrafere en beretning fra en videnskabelig ekspedition. Omsider lykkedes det å overbevise dem, og både guvernøren og førstetelegrafisten ble nu meget elskverdige og hjelpsomme.

Men hvorledes skulde jeg få sendt telegrammene? Amerika havde nektet enhver forbindelse med Sovjet-Russland. Skulde telegrammene sendes over Russland og Japan, vilde jeg neppe kunne vente på svar. Men Lampe fandt på råd. Hans opfindsomhed har jeg å takke for, at jeg endelig fik forbindelse over Amerika. Det gjaldt å gjøre stationen i St. Paul opmerksom på, at telegrammene udelukkende gjaldt Amundsen og hans ekspedition.

Vi sendte først nødsignalet S.O.S., som alle stationerne er nødt til å besvare. Med engang svaret kom, sendtes så et telegram, vi havde færdig, om, at det gjaldt å få Amundsens telegrammer frem, så alt kunde være klart, til han ankom Nome, hvor «Maud» kun kunde bli en kort tid.

Jeg fik svar tilbage, at jeg om 24 timer skulde få vite, hvorvidt telegrammene kunde modtages. Jeg ventede i 48 timer, og fik da den gledelige underretning, at jeg kunde komme med telegrammene. Det var jeg ikke sen om, og iløpet af 17-18 dager fik jeg svar fra hjemlandet.

11te april var jeg klar til å kjøre hjem til «Maud» igjen, men det var midt i den hellige påskeuge, og ingen vilde kjøre mig. Guvernøren hjalp mig imidlertid, og 13de april forlod jeg Anadyr. Telegrammene var blevet befordret gratis, mod at stationen fik beholde originalene. Det var uventet vakkert gjort.

Den 14de mai kom jeg tilbage til Carpendale. Turen gik uden særlige oplevelser. Af og til en pause på grund af, at kuskene drak sig døddrukne, og af og til en pause på grund af snestorm.

Wisting havde den sørgelige nyhed til mig, at 9 af vore prægtige hunder var døde af sygdom. Han havde våget over dem og gjort alt for å redde dem, men til ingen nytte. De fire, som var tilbage, havde også vært meget syge, men frisknet til igjen. De var alle fire født om bord i «Maud». Imidlertid fik vi kjøbt nye hunder, som var brugbare, omend ikke på langt nær så gode som de, vi havde mistet.

Alt, vi kunde undvære, efterlod vi nu hos vor ven Carpendale for å kunne gjøre turen tilbage til «Maud» så rask som mulig. «Maud» skulde jo passere stedet på vei til Nome, så vi kunde få vore ting tilbage.

En stor del af tilbageturen foregik om natten i midnatssolens eventyrlys. Om dagen var solen så varm, at føret ble tungt. Derfor valgte vi å hvile, når solen stod høiest.

Dagene gik nu sin jevne gang, vi overnattede i jordhytten, hvor vi havde tilbragt julen. Denne gang boede der folk i hytten.

Først den 14de juni nåede vi frem til «Maud»s vinterkvarter ved Ajon-øen efter seks og halv måneds fravær.

Vor lille ekspedition havde løst sin opgave, og jeg var glad, at den var overstået. Af flere grunde vilde jeg ikke ha gjort denne tur om igjen for alt godt.

Kort efter gik vi med «Maud» til Nome, hvor Sundbäck, Rønne og jeg altså forlod ekspeditionen.

Tilslut vil jeg gjerne sige, at det er min sikre overbevisning, at alle rygter om, at «Maud» atter sitter fast i isen og langsomt hugges i stykker, er det rene opspind. «Maud» er nu godt og vel inde i drivisen.