Rene Guilbaud – Frankrikets beste flyver

av Paul la Cour

                                 (Morgenbladet 9/7-1928)

 

                                                           Brev til Morgenbladet

 

 

Vår korrespondent har nettop hatt en samtale har med chefen for det franske marineministeriums presseavde­ling for at høre om, hvorvidt man fra fransk side forbereder en ny aktion for at finde igjen Amundsen og Guilbaud. Den elskværdige chef mottar oss i sit kontor i marineministeriets bygning på Place de la Concor­de, her hvortil alle meddelelsene om tragedien og tragediene omkring «Italia»s forlis først løper ind.

Desværre kan man ikke gi os nogen tilfredsstillende oplysning. Den franske presse har allerede i de sidste dager med voksende skarphet kritisert den langsomhet, ministeriet har utvist med­ hensyn til at komme Guilbaud til hjælp.

Charcot, oplyses vi om, reiser først fra Cherburg i dag, og det tar ham en fjorten dagers tid at nå op til Spitsbergen, så han vil komme dit en måned efter den sidste gang, man hadde forbindelse med Amundsen og Guildbaud. Man tør vel da ulykkeligvis, trods Charcots optimisme regne med, at han kommer for sent. Den franske presse påpeker som den skandinaviske nødvendigheten av et internationalt fællesarbeide, og vi fik gjennem vor samtale det bestemte indtryk, at det franske marineministerium fra sin side forbereder et nyt forsøk på at finde og undsætte de forsvundne flyvere. De nærmeste dager vil bringe vishet.

Derimot har det franske marineministerium en glæde at gi os alle oplysninger Guilbaud, som er anset for en av de mest intelligente officerer indenfor den franske marineetat. Man la også vekt på de Cuvervilles fremragende egenskaper som navigatør og pilot. De fremragende egenskaper som karakteriserte hele besætningen på «Latham – 47» holder endnu håbet oppe i ministeriet om at gjenfinde de kjække flygere.

Ministeriet gir os følgende oplysninger om Guilbauds strålende og hurtige karriere, som skaffet ham æren av at bli Amundsen pilot. Vi må tilføie, at hvis man i Frankrike ser med skepsis på Nobiles kvalifikasjoner, er der til gjengjeld enighet om Amundsens, som nyder en stor videnskapelig og moralsk anseelse her nede.

– Rene Cyrien Guilbaud er oprindelig marineoffiser. Hans sjøoffiserutdannelse har utviklet hans fortrinlige evner som navigatør. I begyndelsen av verdenskrigens seilte han i Adriaterhavet på «Republique», men ble på sin egen ansøkning i 1916 overført til marinens luftvæsen. I de første måneder av 1917 fløi han med en eskadrille til Korfu, hvor han deltok i forsvaret av Otrante og foretok patruljer mot de fiendtlige undervandsbåter.

Han ble snart forfremmet til kommandant for det centrum, vi skapte på den græske ø Milo, dernæst for vor station på Korsika, og endelig overlod man ham den vigtige post i Hourtin som kommandant for skolen for luftmitraljøser og bombekastere. Det var især som sådan, han vandt sine sporer og gjorde sig bemerket som en av de betydelig­ste officerer, vor marines flyvevæsen besad.

Derfra ble han utnævnt til adjutant for kommanderende general for skolene ved Middelhavet og chef for reserverne i Saint Raphael, hvorfra han foretok flere meget bemerkelsesverdige flyvninger med Goliat-hydroavioner til Bizerte og Hourtin med akro­batiske landinger på skogfloderne. Endelig ble han utnævnt til ekspeditionschef for ekspeditionen fra Paris til Madagaskar og retur. En flyvning han foretok med så megen bravour, at han umiddelbart efter sin tilbakekomst ble dekorert med æreslegionen.

Han fløi med to maskiner, hvorav hans egen i Lokodja led havari. Må jeg få lov til at gjenta for Dem de ord, han da henvendte til føreren av den anden flyvemaskin, løitnant Bernhard. Guilbaud gav denne ordren: ”Vedbli. Det vigtigste er, at en av os har held med sig. Ta min mekaniker Bougault, som er fortræffelig, det vil forhøie Deres chancer.”

Med en havarert maskin og uten mekaniker ble han alene i Lokodja, indtil det lykkedes ham at reparere, hvorefter han foretok den vanskeligste av flyvningen over de store afrikanske sjøer og over Nilen vendte tilbake til Frankrike i en rekordfart, fra Lokojda den eneste pilot ved rattet.

En slik flyver var det vi sendte Amundsen. Vi kan rolig si, at vi ikke har noen bedre. Vi i ministeriet håber og tror for øvrig fremdels det bedste for deres skjæbne; hvis da ikke den uundgåelige ulykke er indtruffet, den, overfor hvilken mænds dygtighet og dristighet intet har at bety.

– For at slutte beretningen om hans karriere vil jeg tilføie at Guilbaud efter sin flyvning til Madagaskar trådte ind i marineministeriet admiral Leygues generalstab; og at han i februar i år tok til Caudebec for at forberede en meget betydelig ekspedition. Det var midt under disse forberedelser, at ordren nådde ham om at stille sig til rådighet for den store forsker Amundsen, og så kjender De selv den sørgelige rest likeså godt som jeg selv.

Vi tar avskjed forlater marineministeriet. Skjønt den store flåterevy i Le Havre finder sted netop i dag, råder der stilhet i de kontorer, hvorfra der stadig væk utgår meddelse om, at intet nyt foreligger til opklaring av det mørke, som dag for dag trækker sig tættere og tættere omkring Amundsen og Guillbauds forsvinden.

Sålænge man intet vet, søker man i det minste det franske marineministerium at holde modet oppe, men selv om man ikke indrømmer det, er det tydelig, at det stadig blir vanskeligere og vanskeligere at klare det.