«Obersten»

 Hunden, som var på Sydpolen og kom levende tilbake til Norge.

(Kilde: G. Wedel-Jarlsberg i Aftenposten 24/2-22)

 

 

 

Et ærende førte mig nylig til preparant H. M. Rasmussen på St. Olavs plads. Enhver, som interesser sig for udstoppede dyr, bør besøge denne forretning, for her finder han et stort utvalg, fra de mindste fugle til leoparder og bøfler, prepareret og udstoppet i forbløffende naturlig stillinger.  Det er kun en naturven og kunster, som kan udføre et så naturtro arbeide.

 — Har deike lyst til at se «Obersten»? spurgte forretningens indehaverer pludselig.

 —  «Obersten»? Jeg så forbauset og spørgende på ham.

 —  Ja netop, men det er ingen tobenet, men firbenet, jeg taler om; de tobenede befatter jeg mig ikke  med.

Efter at have tænkt mig lidt om svarede jeg, at jeg kun kjendte en firbenet «Oberst», og at det var Ronald Amundsen berømte Grøndlandshund, den eneste hund, som havde været på Sydpolen og kom levende tilbage til Norge; men den var jo død for vel et år siden, vidste jeg.

  —  Ja, men det er netop den hund, jeg taler om, kom her og se.

Og virkelig, der sad «Obersten» som om den lys levende, akkurat sådan som jeg havde set den i live.

 

—   Det var det vanskeligste arbeide, jeg har havt, sagde hr. Rasmussen, men jeg tror den er blevet bra. Jeg fik en dag skindet tilsendt fra dyrlæge Anker Nielsen — bare skindet, uden kraniet og skeletttet — men en kort bemerkning omtrent sådan:

«Vedlagt følger skindet af «Obersten», det øvrige af hunden ligger på havets bund. De vil finde et lidet fotografi, som viser «Obersten» på polen; det skal blive «Obersten» sådan som den var i levende live. Her ser De resultatet.»

Jeg måte indrømme, at hr. Rasmussen havde været meget heldig med sit verk.

Jeg tog et fotografi af hunden og opsøgte derpå dyrlægen for at få høre lidt mere om «Obersten»s liv, efter at den kom hjem til Norge. Anker Nilsen var meget imødekommende, og det er, hvad han fortalte mig, jeg nu vil lade følge:

 

 

 

«Obersten» på Skimuseet.

 

 

—  Av alle Amundsens hunde var der kun elleve, som virkelig havde, været på Sydpolen, men «Obersten» var den eneste af disse elleve, som kom tilbage til Norge, takket være dens kraftige konstitution og seighed. Alle de andre hunde døde i Syd-Amerika, enten det nu var varmen, som var skyld i dette eller sygdom, kan jeg ikke sige med bestemthed. Som den eneste overlevende må man jo da kalde «Obersten» en berømt hund, og det var den.

Sommeren 1913 blev jeg anmode; om at gå ned på bryggen og tage imod 3 af Amundsens hunde, som skulde komme med dampbåden fra Buenos Aires. Det var «Obersten», «Lucie» og «Storm». Hundenes sundhedstilstand måtte jo undersøges og de øvrige formaliteter ved indførsel af hunde varetages. Jeg troppede op med to gutter på bryggen, det var jo halvvilde dyr, vi skulde hente, og alle var ræd dem; men jeg kan kun sige, at mod os var hundene snille. Under eskorte af en flok gutter og barn drog vi gjennombyen, og jeg var glad, da vi var hjemme i Rozenskrantzgarden;  alle vilde nemlig se de berømte dyr, og vor eskorte var blevet større og større.

Hundene var en tid opstaldet hos mig. Amundsen forærede «Obersten» til bryggereier Ringnes, hvor den var en stund, men det var vanskelig at holde styr på den. «Obersten» var nemlig gift med «Lucie» og den længtede vel efter sin mage. En nat blev vi vækket af brøl, «Obersten» gjøde nemlig ikke, den brølede som et vildt dyr. Da jeg så at det ver Obersten som stod udenfor porten, blev den lukket ind. Den stormede øiblikkelig ovenpå, hvor den havde været opstaldet, og hvor «Lucie» blev holdt et stort bur. Da vi kom efter, stod  alle døre åbne. «Obersten» havde selv åbnet dem, foran «Lucie»s bur sad «Obersten» og knurrede, «Obersten» havde netop fået hvalper. Jeg er absolut af den mening, at det er vilddyrinstinktet som gjorde, at «Obersten» vidste, at tiden nu var inde, da dens hustru skulde føde. Hvor «Storm» på den tid opholdt sig, husker jeg ikke. Senere var hundene en stund på Amundsens eiendom Svartskog, men der gjorde de sig umulige. Høns, lam, smågrise og andre mindre husdyr blev inden kort tid udryddet i omegnen.

Efter endnu en kort stund at have været forundt familielivets lykke, blev «Obersten» af Amundsen sendt til Horten til Wisting, det havde jo været hans ynglingshund på Sydpolsfærden. «Lucie» fik jeg ikke af Amundsen. Af «Lucie»s andet kuld hvalper beholdt jeg selv to, og to blev solgt til hr. Schon på Voxenkollen og to kom til Tønsberg, hvor de gjorde sig umulige ved at aflive alt levende småfæ, akkuret som forældrene. Men dødsdommen blev afsagt over dem, da de fikk den eiendommelige passion at forstyrre gravfreden på Tønsberg kirkegård, blandt andet ved at drage bort kranse og blomster, som lå på gravene. Jeg tror, at alle af dette kuld er døde nu, med undtagelse af en, som fremdeles lever på Voxenkollen.

På sine gamle dager blev «Lucie» hellig, det vil sige, den kom til Frelsesarmen, hvor den vist som vagthund endte sine dage. Ved Amundsens sidste afreise fra Norge konferede jeg længe med ham angående «Obersten». Jeg var af den mening, at en hund som «Obersten», når den engang endte sine dage, burde prepareres og opbevares i et museum her i landet, til minde om dens berømmelige assistance i polarforskningens tjeneste. Amundsen var af samme mening og lovede mig dispositionsret over hunden, når den døde.

Hvor vilde polarforskningen have været uden Grøndlandshundenes hjælp? Disse er nemlig de eneste, som har vist sig som virkelige brugbare i dette øiemed, men der er eksportforbud for hund fra Grønland, og det er udelukkende den danske stats imødekommenhed, som har gjort, at polarforskningen er nået så langt som den er. Mon der er blevet sat tilstrækkelig pris herpå?

Ved et rent tilfælde fik jeg vide, at «Obersten»s dage var talte, den var blevet for gammel og skulde aflives. Jeg antager, at den var ca.13 år gammel. Jeg ringte straks op fru Wisting i Horten for at meddele hende det nødvendige angående «Oberstens lig, men jeg kom desværre for sent. Det blev sagt mig, at «Obersten» alt var død, flået og kroppen kastet tilsjøs, skindet var blevet sendt til en garver.

Jeg blev forfærdet, aldeles perpleks, tænk «Obersten» flået og kroppen kastet tilsjøs. «Obersten» en hund, som Norge kunde være stolt af, et minde om Amundsens polarfærd, en pryd for ethvert museum. Tænk Dem «Obersten»s skind som sengeforlægger eller den slags, det er jo hårreisende. Det fortælles, at en af Nansens bukser skal være udstillet i Barnums museum. Hvad mon Barnum vilde have givet for at få «Obersten»? Men bortset herfra. «Obersten» måtte blive i Norge. Den vilde for bestandig blive en attaktion for ethvert museum.

Jeg var ikke lidet oprørt, da jeg ringte til Horten og oplyste om forholdet og bad om straks at få skindet tilsendt. Det kom da også indpakket i en sæk, men det var som sagt bare skindet. Jeg sendte det til H. M. Rasmussen til præration med den korte bemerkning: «Det skal blive «Obersten», som den var i levende live. Som De har set, er det lykkes, det er virkelig «Obersten», som den var i levende live. Som De har set har det lykkes, det er virkelig blevet gamle «Obersten» op af dage.»

— Hvor «Obersten» skal hen?

— Jo, det skal jeg sige Dem. «Obersten»s plads vil blive foran Amundsens sydpoltelt, der har den siddet før og der hører den hjemme. Teltet er opsat i Skimuseet på Frognersæteren. Museet åbnede i går på Holmenkolløbenes langrendsdag, og foran teltet vil De træffe gamle «Obersten».