Norges interesser på Spitsbergen contra utlandets

 

Aftenposten 1/11 1920

(Forfatteren er trolig Adolf Hoel)

 

De fleste udenlandske selskaber på Spitsbergen vært i sterk nedadgående i det sidste år. Det er bare så naturlig. Spitsbergen, det herreløse land, har havt sin jobbe tid, eventyrerne fra alle lande har søgt derop og sat sine anneksionsmerker overalt, både der, hvor der var meget af værdi, og – oftest naturligvis – hvor der intet fandtes. Det var helst så, at de som intet af værdi havde, annekterede vildere og vildere – i tusenvis kvadratkilometer land – i håb om at de dog med tiden måtte finde noget.

Nu, da lovløsheden snart skal tage en ende der oppe, bliver det også slut med anneksioner. Forholdene begynder at afklarnes, selskabernes med de mange tusen kvadratkilometer sne, is og fjeld begynder at give op, og kun de, som har noget, som tiden har vist det lønner sig at drive, bliver stående.

Heldigvis hører vore store norske kjendte selskaber ved Kings Bay og på sydside af Isfjorden til den sidste kategori. De udvider stadig sine anlæg, produktionen og skibningen øger. De norske selskabers betydning i forhold til de udenlandske tiltager med stor fart. Hvad er nu grunden hertil? Det kommer nemlig ikke bare af, at de udenlandske mangler forekomster.

Når man skal bedømme værdien af et kulfelt på Spitsbergen, må man tage i betragtning følgende faktorer: Isfold, havneforhold, kullagets tykkelse, kullenes tektoniske beliggenhed i forhold til topografien.

Isforholdene er en meget viktig faktor. Drivisen er en naturkraft, som ingen menneskelig opfindelse kan mestre. Spitsbergens vestkyst er mindst udsat for ishindringer (..) vestkysten igjen er det (..) og Isfjorden som er (…), Bellsund for eksempel hvor det svenske selskabs gruber ligger, er meget udsat, for ikke at tale om steder som Storfjorden, hvor de 2 britiske selskaber har forekomster.

Havneforholdene spiller selvsagt en stor rolle. Ved kulfeltet på sydsiden af Kings Bay er der en udmerket havn og ved Isfjorden har man fjordarmene Green Harbour og Advent Bay, hvor aldrig dønning af betydning går ind. Derimod findes langs den store brede Isfjords kyster liden beskyt­telse. F. eks. ved det russiske selskab Anglo Russian Grumant Co.s udskibningsplads på sydsiden af Isfjorden øst for Coles Bay, går ind svær vestlig dønning, som umuliggjør lastning.

Ved Kap Boheman, hvor hollænderne driver, findes heller in­gen havn. Desuden ligger det grunde farvand her, og hindrer lastningen.

 

Der er mange forskjellige kul­lag på Spitsbergen. De findes i en række geologiske formationer: Man kjender flere i karbonformationen; ingen af disse er gjenstand for drift. Der er 2 i kridtformationen og endelig 2 i tertiærformationen; alle disse drives. Disse lag er af høist forskjellig beskaffenhed både hvad tykkelse og kvali­tet angår. Tykkelsen er fra nogen centimeter op til 2-3 meter. Den tykkelse, som er gunstigst for drift, er mellem l og 2 meter. Denne tykkelse har det laveste tertiære kullag i kulfeltet mellem Isfjorden og Bellsund.

Også kvaliteten veksler sterkt. Nogen lag er så askerige, andre indeholder så megen fugtighed, at deres værdi af den grund vesentlig forringes. Det beste er det ovennevnte laveste tertiære kul­lag, som indeholder kul af sjelden fin kvalitet.  Det er disse som først, af amerikanerne, blev bragt på markedet. De står over de bedste øst-engelske kul.

 Spitsbergens kulfelter, er af høist forskjellig størrelse. Det største sammenhengende felt er mellem Isfjord og Bellsund, begrænset i vest af Green Harbours meridian, i øst af meridianen gjennem bunden af Braganza Bay. Dette område indeholder flere milliarder ton kul. Inden hele dette område har man det laveste tertiære kullag, det bedste af alle Spitsbergens kullag og som viser en merkelig kontinuitet, jevn tykkelse og samme kvalitet praktisk talt overalt,           

Endelig har vi kullagets tektonik og beliggenhed i forhold til topografien. Enkelte steder har kullagene været udsat for store forstyrrelser: foldninger og forkastninger. Dette vanskeliggjør naturligvis driften. Endvidere kan i kullagene ligge dybt nede i jordskorpen, så at de over store områder ikke kommer op til overfladen. De må da angribes gjennem dybe og kostbare schakter. Andre steder ligger de høiere oppe, så at de træder ud i dagen i dal- og fjordsider. Man kan da anvende stolldrift, som byder store fordele og er betydelig billigere.

Inden det ofte nevnte område mellem Isfjorden og Bellsund danner kullagene en stor skål. Skålen er i vest afskåret af Green Harbours fjorddal, i øst af Advent Bay dal. Skålens dybeste del ligger på en linje, som går mod syd-sydøst fra et punkt midtveis mellem Green Harbour og Coles Bay. Det laveste tertiære lag ligger på østsiden af Green Harbour i en høide fra 0 -173 m., ved Advent Bays vestside mellem 200 og 300 meter. I skålens dybeste del ligger dette lag 400 me­ter under havets niveau. Over størsteparten af området ligger dette kullag under havfladen.

 

Det vil af ovenstående fremgå, at det uden sammenligning vigtigste kulførende område er halvøen mellem Isfjorden og Bellsund. Her har man Spitsbergens vigtigste kullag – det laveste tertiære – som har den gunstigste mægtighed, de bedste kul, det danner en passende vinkel (2-15 grader) med horisonten, og er fri for store forkastninger og foldninger. Her har man også den største kulmængde.

Men den bedste del af dette området er det, som ligger på sydsiden af Isfjorden mellem Green Harbour og Advent Bay, østsiden af den sidste indbefattet, som altså har disse 2 fjordarme som udførselshavne. Ved sine gunstige isforhold og fortræffelige havneforhold hæver disse fjorde værdien af de til dem grænsede kulfælter høit op over alle andre kulfelter på Spitsbergen.

Den væsentligste del af dette kulfelt er på norske hænder, og det har vi grund til at være tilfreds med. Så længe det er på norske hænder, er dermed de norske interessers overlegenhed over alle andre nationers et faktum. Når undtages Kings Bay, er det vel tvilsomt, om andre forekomster lader sig drive, hvis der indtræffer dårlige isår. Den bevægelse, som tydelig har gjort sig gjeldende med de udenlandske selskabers relative eller absolute tilbagegang, vil derfor uværgelig måtte fortsætte.

Det er nu bevist, at kullene brydes billigere på Spitsbergen end i England. Spitsbergenkullene kan altså fuldt ud konkurrere med de engelske. Norge kan ved tilstrækkelig kapitaludlæg skaffe sig den væsentlige del af det kul landet trænger, fra Spitsbergen, om hvad det vil sige for hele nationens økonomiske liv, behøver ikke nærmere at påvises. Vi vil bare henvise til rittmester Isachsens oplysende artikler i Aftenposten i høst. (Se fra Brev fra Spitsbergen 1 og 2).

Men for at Norge skal bevare sin stilling som den viktigste interessent på Spitsbergen og for at kulproduktionen skal komme op i en størrelse som monner noget, er det af uomgjængelig nødvendighed, at hele dette område bevares på norske hænder, og da særlig landet på østsiden af Greeen Harbour og omkring Advent Bay. Som ovenfor nævnt, har man udenfor disse og de nærmeste daler, ingen angrebspunkter på kullagene. Og selv om man gik til anlæg af kostbare schakter for at komme ned til kullene under havets nivå, så har man ingen havn, hvorfra kullene kan skibes. Vistnok kan man med store kapitaludlæg kanskje skaffe sig skibningspladse på sydsiden af Isfjorden, men et isoleret felt, som ikke grænser til en af de to overnævnte fjorde, vil være de andre betydelig underlegent. Ingangsportene til det store kulfelt på sydsiden af Isfjorden er Green Harbour og Advent Bay: dette må vi aldri glemme. Ære være de mænd, som i 1915 og 1916 skaffede de amerikanske felter her over på norske hænder og som siden med stort hæld har arbeidet på deres udvikling. Måtte det gå op for alle nordmænd, hvilken herlighed vi her besidder, både forretningsmessig og nationaløkonomisk set.

Kjendskabet til Spitsbergen har her i Norge, bortset fra Tromsø og Finmarksbyene, vært sørgelig lidet. Det er nu noget bedre, men der hersker fremdeles tyk uvidenhed om landet, selv hos folk, af hvem man skulde vente bedre. Det er ytterst få, som egentlig har gjort sig et begreb om, hvad det er for uhyre værdier, som Norge har der oppe. Dette ringe kjendskab til og denne svage tro på kulfelternes økonomiske betydning er det, som har gjort, at der for nogen år siden fandt sted et par salg af gode norske felter til udlændinger. Forhåbentlig har kulsituationen, som den nu er og slig, som den fortoner sig i fremtiden, frembragt en forandring heri, så at man ikke går bort og gjør dette om igjen.

Vi har villet råbe et varsko, da der i den senere tid har været solgt flere norske kulfelter til udlandet. Foruden de ovenfor nævnte felter, som ble solgt til russserne i 1915, er der i år solgt flere felter til hollenderne: selskabet visstnok i navnet norsk, men kapitalen og ledelsen er hollandsk. Endvidere indgik Spitsbergen Mineral Ltd. flere norske felter, og andre norske felter er gået over til Northern Exploration Co. Endelig vil man have i frisk erindring den enstemmige og indignerede protest fra landets samlede presse i fjor høst, da et af de vigtigere norske felter, nemlig det på østsiden af Advent Bay på et hængende hår var gået over til det samme Northern Exploration Co.

Heldigvis er de fleste af de solgte felter af mindre eller liden værdi, når undtages det russiske felt. Men skal dette fortsætte, kan man jo ikke vide, hvor det ender. Men hvad vi end sælger, må vi ikke skille os med nogen del af kulfelterne mellem Green Harbour og Advent Bay. Også kulfelter ved Kings Bay er af stor betydning og det meste af det, som er sagt ovenfor om Green Harbour – Advent Bay-feltet gjælder også dette. Men på grund af sin ringere kulmængde har det ikke samme nationaløkonomiske betydning. Det skulde jo synes unødvendig overhodet at sige dette, men bare tanken på, at det kunde skje, er nok til at råbe et varsko for at forebygge den ulykke, dette vilde være. Ikke bare økonomisk, men også politisk. Norge vilde da synke ned fra sin absolut dominerende stilling på Spitsbergen til at blive en magt af samme rang, som de andre. Vort suverænitetskrav på Spitsbergen vilde dermed også miste sin vigtigste støtte.

Tilbake til hovedsida

Adresse: Århusveien 231, 3721 Skien
Hjemmeside: http://polarlitteratur.com - E-post: hana3@online.no
Copyright 20©00 Sende epost til Vågemot miniforlagVågemot miniforlag