Mr. Leigh Smiths to Togter til Franz Josefs Land

1880 og 1881. ("Fra alle Lande 1883")

 

 

Navnet Leigh Smith vil sikkert være de fleste af Læserne bekjendt fra Aviserne, selv om de ellers ikke nærer nogen synderlig Interesse for Rejser og Opdagelser i arktiske Farvande. Til Efterretning for dem, som ikke kjende ham, skulle vi her kortelig meddele, at Leigh Smith er en rig, sportselskende Englænder, der som passioneret Yachtman har vidst at forene det Nyttige med det Behagelige ved gjentagne Gange om Sommeren at gjøre Rejser op i Ishavet med det Formål dels at nå så langt frem imod Nord som muligt, dels at undersøge de ukjendte Lande og Vande Øst for Spitzbergen.

I 1871 kortlagde han således store Strækninger af det spitsbergenske Nord-Øst Land, og på en senere Rejse i 1872 gjorde han sig fortjent ved at undsætte den svenske Expedition, der lå indefrossen på Spitzbergen.

I 1880 gjorde han igjen et særdeles heldigt Togt, der førte til interessante geografiske opdagelser. Hans Plan for det År var at undersøge Polarisens Stilling på en så stor Strækning som muligt, og så, når han havde forvisset sig om, hvordan Forholdene var, at gjøre et Forsøg på at trænge frem i den Retning, der syntes at love det bedste Resultat. Til dette Øjemed lod han om Vinteren bygge en Damper, særligt bestemt til Isfart. Skibet, der blev døbt «Eira», havde en Drægtighed af 360 Tons, målte 125 Fod i Længden, 25 Fod i Breden og havde en Maskine på 50 Hestes Kraft. Besætningen, inklusive Mr. Leigh Smith, en god Ven af ham, Mr. Grant, der også var en erfaren Nordpolsfarer, og Lægen, Dr. Neale, udgjorde 25 Mand.

 

Henimod Slutningen af Juni gik Skibet ud fra Skotland og satte først Kurs efter Øen Jan Mayen, som man ønskede at undersøge grundigt. Men da den, som det ofte er Tilfældet, var fuldstændigt indhyllet i Tåke, måtte denne Plan opgives, og man styrede nu Nord på for at prøve, om det ikke vilde være muligt at trænge ind et eller andet Sted til Østkysten af Grønland.

Efter ti Dages Sejlads og forgjæves Forsøg på at finde en Åbning i Pakisen imod Vest, befandtes dette at være umuligt, og «Eira» satte derpå Kurs efter Nordenden af Spitzbergen, som man fik i Sigte den 14de Juli. Men også her fandtes al Fremgang spærret, og Rejsen fortsattes derfor Syd om Spitzbergen i den Hensigt at gjøre et Forsøg på gjennem Barents-Havet, som Farvandet mellem Spitzbergen og Novaya-Zemlya kaldes, at trænge frem mod Nord til Franz Josefs Land. Det var så meget mere af Interesse at anstille dette Forsøg, eftersom forskjellige Polarfarere efter den Erfaring, de havde gjort, påstod, at dette Farvand i Reglen vilde være fremkommeligt for Dampere. Således var  Østerrigerne Payer og Weyprecht 1871 nåede op til 78° 48´ uden at møde nogen alvorlig Hindring, og uden at der var nogen alvorlig Hindring for deres yderligere Fremgang, hvis de havde villet være længere Nord på.

I 1878 nåede den hollandske Expedition under de Bruyne i Begyndelsen af September frem til 78° 17´, og Året senere kom Samme endnu så meget nordligere, at han fik Franz Josefs Land i Sigte.

Samme År fik Kaptein (Albert) Markham, som var på et Kryds i disse Farvande med et norsk Fartøj, først Isen i Sigte under 78°, og efter at have sejlet endnu 25 Sømil gjennem løs Is uden store Flager, kom han til den Overbevisning, at en Damper med ringe vanskelighed vilde kunne have fortsat Farten lige til Franz Josefs Land. Men det Samme, mente han, vilde efter al Rimelighed være Tilfældet så omtrent hvert År.

 

Leigh Smith har nu ved sine to sidste Togter givet et vigtigt Bidrag til Løsningen af dette Problem, der, som vi senere skulle se, ikke blot har theoretisk Interesse, men frembyder en praktisk Side, forsåvidt som der derved åbnes Hvalfangerne en Udsigt til et nyt Jagtrevier.

 

Men forinden vi gå videre, vil det måske være rigtigt at orientere Læserne lidt eller dog friske lidt op i deres Hukommelse med Hensyn til Scenen for Fortællingen.

 

I Året 1872 udgik den østerrigske Damper «Tegetthoff» på en Polarexpedition under Anførsel af de to Officerer Payer og Weyprecht. Formålet var at opdage Nord-Ost-Passagen, men de blev ført et helt andet Sted hen. Medens de, som nyligt omtalt, på deres Prøvetur det foregående År havde fundet åbent Vande under meget høje Bredegrader, viste Isforholdene sig yderst ugunstige i 1872. Allerede den 25de Juli nåede de Kanten af Pakisen under 74° 30' udfor Novaya-Zemlya, og en Måned senere blev «Tegetthoff» klemt inde i Isen for aldrig mere at slippe ud af den.

I Vinterens Løb blev Skibet skruet halvt ud af Vandet og op på en stor Isflage, som i Oktober Måned det følgende Efterår havnede ved Landisen ud for en lille Ø under 79° 50´ n.Br. og 59°ø.L. Fra dette Sted gjorde så Løjtenant Payer det følgende Forår flere udstrakte Slæderejser, hvorved han opdagede, at Wilczeks Ø — som de havde kaldt Stedet, hvor de først satte Foden på Land var en af de mindste og den allersydligste af en Gruppe bjergfulde Øer, der ved forskjellige Sunde og Stræder var  skilte fra et langt større Land, som dog atter syntes at være delt i flere Øer eller i det Mindste indskåret af dybe Fjorde; en af disse strakte sig imod Nord til mindst 83°. Det hele Archipelag gav de Navnet Franz Josefs Land. —

Efter denne Digression vender vi igjen tilbage til Leigh Smith.

 

Den 6te August traf «Eira» Pakisen under 77° 10´ n. Br. og 40° østl. L. og løb så langs med den imod Nord, indtil man den 8de befandt sig under 79°. Et Forsøg på at trænge igjennem her måtte dog opgives på Grund af stærk Tåge og Isens farlige Beskaffenhed, og for en pibende Storm drev de deretter igjen et Par Dage Syd på, indtil Vejret bedagedes. Så sattes Kursen mod Nord-Ost, og uden at møde videre Hindringer dampede «Eira» afsted til man om Aftenen den 14de August under 80° n. Br. og 54° østl. L. gjorde fast ved Landisen udfor en lille Ø. Man havde nået Franz Josefs Land.

De havde den Dag passeret en hel Del brudt og løs Is og en Mængde Isbjerge, næsten alle sammen meget store og i deres Form aldeles forskjellige fra dem, man møder i Baffins-Bugten, thi medens disse i Almindelighed er toppede og kantede, udmærkede, der udgå fra Franz Josefs Land, sig ved deres brede, firskårne Form; deres Højde over Vandet er 150-250 Fod.

Medens Leigh Smith tog ud med Kaptein Lofley («Eira»s Fører) og Doktoren for at fange Hvalrosser, besteg Grant med en af Matroserne den øverste Top af Øen, der viste sig at være en Basalt-Masse. Udsigten her oppe fra var imponerende i sin øde Vildhed. Nedenfor lå Skibet fortøjet til en Isflade, og langt borte kunde man se Bådene, der var ude på Hvalrosfangst. I mod Nord tonede Kysten af den Ø, som senere blev døbt Hookers Land, op igjennem et Tågeslør. Farvandet foran den var opfyldt med svømmende Isflager, og den eneste Lyd, der afbrød Stilheden, var Skriget af Elfenbens-Mågerne, der havde bygget deres Reder oppe på Toppen af Klippen.

 

Den næste Dag, den 15de August, lukkede Isen sig rundt omkring Øen, og «Eira» måtte derfor fortrække og fortøjede om Aftenen, efter at have krydset frem og tilbage, ved en meget stor Flage, så stor, at man oppe fra «Kragereden» – Udkigstønden oppe i Toppen af Masten, ikke kunde se Enden af den mod Syd, skjøndt Synskredsen her oppe fra målte fulde halvtredie danske Mil. Overhovedet synes disse Isflager jevnligt at have været aldeles kolossale, og den Kraft, de repræsenterede, ganske uhyre. Et Exempel herpå fik de Rejsende et Par Dage senere, da de opnåede at blive Vidne til en Turnering mellem et Isbjerg og en stor Flage. I Reglen vil et sådant Sammenstød have til Følge, at den Kant af Flagen, der kommer i Kollision med Bjerget, knækker af, og når Flagen ikke er tyk, kan det også hænde, at Bjerget forcerer Passagen og pløjer sig en Vej midt igjennem den. Men i dette Tilfælde blev Udfaldet et helt andet, idet Flagen ligefrem løftede Bjerget og væltede det.

 

Den næste Morgen, den 16de August, stod de atter ind imod Land og ankrede om Eftermiddagen op udfor en anden lille Ø, 4-5 Sømil Vest for den, hvor de havde været Dagen forud. Her gik Leigh Smith i Land i Følge med Grant, Kapitajnen og en af Mandskabet for at anstille Observationer. Men førend de igjen nåede ned til Strandbredden, så de, at Båden, som de havde halet op på Isen, var i Drift. Heldigvis bemærkede de også, at Strømmen førte den henimod en anden Pynt af løs Is, og afsted gik det så i fuldt løb for i rette Tid at nå denne og få fat i Flygtningen, hvilket også lykkedes dem ved at springe fra det ene løse Isstykke til det andet. Oppe fra Toppen af Øen havde de mod Vest seet Kysten af et Land, der løb i syd-østlig Retning og endte i en Pynt, formentlig den vestligste af de Landkjendinger, Hollænderne havde fået det foregående År, og som de havde givet Navnet «Barents Hook».

Efter dette forbjerg satte «Eira» nu Kurs den næste Dag, og efter at de havde passeret det, fortsattes Farten langs med en Kyst, som intet menneskeligt Øje før havde hvilet på. Mægtige Gletschere afvexlede med sorte Fjelde, henved 1200 Fod høje og med flade, afskårne Toppe. Skråningerne, som var  dannede af al den Smuld og alle de Blokke, Frosten i Tidernes Løb havde sprængt ud af Fjeldet, var  dog hist og her dækkede med Muld, hvor der voxede Græs og forskjellige arktiske Planter, medens Mosset spirede frodigt frem i de sumpede Lavninger nedenfor Klinterne.

Atter dampede de videre den følgende Dag, og efter at være drejede omkring, en Pynt befandt de sig inde i en lun Havn mellem to Øer og med god Ankerbund på nogle få Favne Vand. Dette Sted, som fik Navnet «Eira Havn», ligger under 80º 4' n.Br. og 48º 40’ østl. L. Mod Nord dannede de høje Fjelde et mægtigt Amfiteater, foran hvilket der udbredte sig, en lille Slette, vel et tusinde Alen bred og en Fjerdingvej lang. Mod Øst hævede sig et andet Fjeld, den yderste Pynt af det Land, som de nyligt havde passeret, og et fortræffeligt Landmærke, da det foroven var kronet med Toppe af Basaltsøjler, det Eneste, der lignede en Bjergtop på den hele Kyst. Nedenfor denne Klint og på de stejle Skråninger, var der et helt Blomsterflor foruden Græs i Overflødighed, og derfor blev Stedet døbt «Kap Flora».

 

Den anden Dags Morgen efter Ankomsten til dette Sted såes tre Bjørne, en Hunn med to Unger, inde på Strandbredden, hvor man havde efterladt en tom Kasse, den de nu nysgjerrigt, men tillige meget forsigtigt anstillede deres Betragtninger over uden, som det syntes, at tage nogen Notits af Skibet. Anrebsplanen var snart lagt. To Både bleve satte i Vandet, og medens den ene blev liggende et lille Stykke fra Land for at afskjære Bjørnene Tilbaketoget, landsatte den anden Jægerne noget længer borte. Først da de var temmeligt nær, fik Bjørnene Øie på dem og søkte øjeblikkeligt Vandet, men dermed var deres Skjæbne også afgjort. Efter at en Kule havde gjort det af med Moderen, nærmede Bådene sig fra begge Sider, og nu varede det ikke lenge inden hver Båd havde sin Bjørn til at bugsere den tilbage til Skibet. Ankomne hertil bleve Dyrene hejsede ombord og under lydelig Protest anbragte hver i sin Tønde, som Smeden forsynede med et Jerngitter, hvorefter de bleve surrede til Skandseklædningen, og således gjorde de Rejsen ned til England for at tilbringe Resten af deres Liv i den zoologiske Have i London. Et Forsøg på at fange en ung Hvalros mislykkedes derimod, thi Moderen sloges så resolut for at forsvare sin Unge, at man tilsidst måtte dræbe den, og dermed var Ævret også opgivet, thi så længe som Moderen er i Live, bliver Ungen altid hos den, men i samme Øjeblik, som den er død, tager den Lille også ufravigeligt Flugten. I dette Tilfælde havde Kampen været hård, og Dyret havde givet Båden flere Grundstød med sine Hugtænder, så at den nåede tilbage til Skibet i synkefærdig TiIstand.

 

Undersøgelsen af de nærmeste Farvande godtgjorde, at de hidtil opdagede Kyststrækninger tilsammen udgjorde en Øgruppe, skilt ved et bredt Sund fra det faste Land, hvis Kyst her frembød Synet af så at sige en eneste milelang Gletscher, op af hvilken der kun med store Mellemrum ragede en mørk Fjeldpynt frem. Den største af Øerne afsattes på Kortet under Navnet Northbrook Ø.

 

Den 24de gjordes der et nyt Forsøg på at trænge videre frem imod Vest, og denne Gang lykkedes det. Efter at have passeret et Belte af løs Is dampede «Eira» afsted med fuld Kraft, og ud på Aftenen nåede man den yderste Pynt af Landet i denne Retning. Lidt efter tonede et andet Forbjerg op en 3 MiIs Vej ude i Nord-Vest, og Kl. 9 bleve de standsede af Isen, hvorfor de fortøjede ved en Flage. Det var åbenbart, at Kysten her på en Lengere Strækning løb Nord-Vest over, thi forude, omtrent 10 Mile borte, var der endnu Land at se.

 Det yderste Punkt, som Skibet nåede, var på 80º 19’ n. Br., 49º 52’ østl. L., og Udstrækningen af den nye kystlinie, der var bleven opdaget og undersøgt, var 116 engelske Mile. Efter Alt hvad man havde seet, var man kommen til den overbevisning, at Franz Josefs Land må have en meget betydelig Udstrækning, derfor tale både de kolossale Isbjerge og de uhyre Gletschere.

 

Det var en vild, stormfuld Nat, og Scenen var alt Andet end hyggelig. Nu og da tonede to eller tre store Isbjerge og det øde Land imod Øst og Nord op igjennem Tågen og Sneen, og imidlertid drev Skibet langsomt Sydpå med Isflagen. Næste Morgen kastede de los, stod ind under Land i østlig Retning og kom så ind en dyb Bugt, hvor de igjen fortøjede ved en stor, landfast Isflage inderst inde i Bugten. Denne var så at sige fuldstændigt omgiven af Gletschere og syntes at være et yndet Tilflugtssted for Sæler og Hvalrosser. Et Par af sidstnævnte Dyr bleve nedlagte. Medens Folkene var  i Færd med at flænse dem, hørte de pludseligt et Bulder, som om et helt Batteri på en Gang havde åbnet sin Ild. Det var et mægtigt Stykke af Gletscheren, der var knækket af, og skjøndt Afstanden var over en halv Mil, begyndte hele Flagen at revne rundt om, i så stærk en Bevægelse kom Vandet. Dette  varede ved en god Stund, alt imedens den mægtige Isblok langsomt duvede op og ned i Søen med en tordenlignende Larm.

 

Den 26de og 27de blæste det en forrygende storm af N. N.V. med megen Sne, og da Vejret endeligt den 28de bedagedes lidt, dampede «Eira» atter langsomt østerpå; som de stod ud af Bugten, så de to Rethvaler, den ene et meget stort Dyr. Da de nærmede sig «Eira Havn», befandtes den at være bleven helt opfyldt af Drivis, medens de havde været borte, og Farten fortsattes derfor videre imod Øst, til de fandt en Ankerplads mellem to Gletschere i Nærheden af Barents Hook. Fra dette Sted gik Rejsen videre imod Øst langs med de af Østerrigerne opdagede Øer –  McClintock og Hall. Og den 30te, da man fandt Farvandet i denne Retning lukket af Pakisen, stod «Eira» Syd på ned imod Wilczeks Ø, hvor Østerrigerne, som før omtalt, først satte Foden på det nye arktiske Land, de havde opdaget. Under Farten langs den nævnte Ø bemærkedes inde på Land den Varde, Østerrigerne havde oprejst, og lidt efter nåede man det Sted, hvor de havde måttet forlade deres indefrosne Skib «Tegetthoff»; nu derimod var der helt åbent Vand.

Da Vejret fremdeles var meget stormfuldt og truende, og pakisen spærrede Farvandet mod Øst, besluttede Mr. Leigh Smith, medens det endnu var Tid, at sige Franz Josefs Land Farvel for denne Gang og derimod gjøre et Forsøg på at nå, Wiches Land fra Øst. Dette Land blev opdaget 1617, men kun for så at sige at forsvinde igjen, thi først halvtredie Hundrede År senere blev det atter seet på lang Afstand, først af Birkbeck 1864 og derefter 1870 af von Heuglin, hvilken sidste imidlertid vilde påstå, at det var et helt nyt Land, han havde opdaget, og endeligt blev det 1872 nået og delvis undersøgt af tre norske Ishavsfarere, der dette År fandt Farvandet Øst for Spitzbergen mere frit for Is, end de nogensinde havde seet det før. I Reglen er nemlig Østsiden af Spitzbergen fuldstændigt blokeret af Pakisen, og en nærmere Undersøgelse af denne fra Øst af, således som af Mr. Leigh Smith påtænkt, kunde derfor have sin Interesse: Han traf Pakisen allerede på 46½º østlig Længde, og Dagene fra den 1ste til den 10de September gik nu hen med forgjeves at søge en Åbning, hvorigjennem «Eira» kunde sejle videre vesterpå. Imidlertid var man nået ned til 75½° n. Br. — Wiches Land ligger under 79º — det var samtidigt faldet ind med dårligt Vejr med Storm og Tåge, og da Nætterne ligeledes begyndte at mørknes, måtte Forsøget opgives.

Efter et lille Svip op til den inderste Vig af Stor-Fjorden (der spalter Sydenden af Spitzbergen), hvor de Rejsende oppe fra Toppen af et Fjeld havde fri Udsigt ud over et isfrit Hav imod Øst lige til den fjerne Kyst af Wiches Land, satte «Eira» Kursen Syd efter for at gå hjem for dette År.

Skjøndt Opholdet ved Franz Josefs Land kun havde varet et Par Uger, havde det dog givet et interessant Udbytte i forskjellige Retninger. Man havde fået undersøgt og afsat Sydkysten med de foran liggende Øer og overbevist sig om, at Landet bøjer af imod Nord-Vest, uvist til hvor fjern en Afstand. Der var samtidigt bleven holdt en meteorologisk Journal og anstiller botaniske og geologiske Indsamlinger, og endeligt havde Rejsen i praktisk Henseende givet det Resultat, at Sydkysten af Franz Josefs Land rimeligvis vil kunne blive en ny god «Fiskeplads». Der blev nedlagt 27 Hvalrosser, og om man havde villet, kunde man have fået mange flere; og der blev desuden seet en stor Mængde Sæler. Af Bjørne blev der skudt 13 Stykker, og endeligt havde man også seet et Par Hvaler. Det havde således i alle Henseender været en overordentlig vellykket Tur, ja det heldigste og vigtigste Sommertogt, der endnu var gjort til arktiske Farvande, erklærede Geograferne. Meget forskjellig, men ikke mindre interessant, skulde hans næste Rejse blive.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mr. Leigh Smiths Togt til Franz Josefs Land 1881.

 

 

 

Den 14de Juni 1881 forlod «Eira» Peterhead med en Besætning af i Alt 25 Mand, Hensigten med Rejsen var at forøge og såvidt muligt fuldstændiggjøre de Undersøgelser og Opdagelser, som man den foregående Sommer havde gjort vedrørende Kysterne af Franz Josefs Land.

Den 22de Juni fik de Pakisen fat under 72º 45’ n. Br. og 17º 20’ østl. L. og fulgte derefter Kanten af den, der løb så at sige lige stik Øst og kun i ti danske Mils Afstand fra Nordspidsen af den norske Kyst, indtil de en Ugestid senere fik Novaya-Zemlya i Sigte under 73º N. Da der ikke var nogen Åbning at finde i Isen, gjorde Mr. Leigh Smith et Forsøg på at komme Syd om Øerne ind i det Kariske Hav, men fandt også her overalt Vejen spærret.

Man stod altså atter Nord på langs Randen af Pakisen, der blokerede Novaya-Zemlya, fandt omsider den 13de Juli en Åbning under 73º 53' n. Br. og  46º østl. L. og dampede nu Nord på gjennem en Række store Huller. Eftersom de kom længere frem, blev Isen tættere og fastere med mange kolossale Flager, — en af dem befandtes at være fulde 3 Mile lang, og de var  hele tre Timer om at passere den. Nu og da, hvor de fandt vejen spærret af smallere Tunger og Tanger, brød de sig en Vej igjennem Isen, og et Par Gange blev «Eira» «nippet» mellem et Par store Flager, men heldigvis uden at tage nogen Skade. Medens de således baxede med Isen, havde de Lejlighed til at gjøre den Erfaring, at Skydebomuld er et meget virksomt Middel til at sprænge den.

Efter ti Dages Sejlads fik de den 23de Juli Syd-Vestkysten af Franz Josefs Land i Sigte og forsøgte nu at fortsætte imod Nord, der, hvor de det foregående År var blevne stoppede af Isen. Men også denne Gang fandtes Isen i denne Retning utilgjennemtrængelig, og de kunde kun ved at stå et Stykke Vej ind i en Åbning, der viste sig imod Vest, overbevise sig om, at de yderste Pynter mod Nord-Vest – Kap Ludlow og Kap Lofley — som de havde seet den foregående Sommer, var  landfaste med hinanden.

Vedholdende tykt, tåget Vejr og et Farvand næsten ligeså tykt af Drivis, der var sammenskruet i en uhyggelig Grad, så der knap var en eneste jevn Flade at se, betog vore Rejsende ethvert Håb om at nå videre frem på denne Kant, og den 24de satte «Eira» Kurs ind efter den forrige Sommer opdagede Fjord Gray Bay. — Vejen gik imellem overhængende Gletschere og Isbjerge, der næsten spærrede Indløbet, men inde i Fjorden var der lunt og solvarmt. Flokke at Hvalrosser lå og badede sig i Solskinnet på de svømmende Isstykker, inde på Land var der en Mængde Blomster i Flor, og oppe mellem de omliggende Fjelde myldrede det af Fugle, der her havde fundet sig en god Rugeplads. Medens der udenfor var Storm og Tåge med stærk Issætning ind imod Kysten, forblev «Eira» liggende herinde i denne sommerlune Krog indtil den 2den August og satte så Kurs videre østerpå efter sit gamle Tilholdssted «Eira Havn», men fandt Indløbet fuldstændigt lukket af Isen. Etter et Kryds op ad Sundet, som skiller Øerne fra Fastlandet, og hvor nogle Isbjerge på deres Fart udefter havde pløjet Kanaler igjennem Landisen, vendte vore Rejsende atter tilbage til Bell-Island, som den sydvestligste af Øerne ved Eira Havn er bleved døbt, for at opført et Forrådshus, hvortil man havde medbragt Tømmerværket etc. fra England. Bygningen blev døbt «Eira Lodge» og Arbejdets Fuldendelse fejret med et Middagsgilde ombord, efterfulgt af en Koncert og et Bal i det nye Hus

 

Den 15de August fortsattes Farten videre i Retning af Barents Hook, da det var Mr. Leigh Smiths Hensigt at gå Østerpå for at søge om «Jeannette», men Pakisen, var skruet så stærkt ind imod den faste Landis, at man ingen Veje kunde komme. Vejret var nu bleven smukt og stille, og i Mangel af Bedre tilbrakte man så Tiden i Nærheden af det tidligere omtalte Kap Flora med at skrabe efter havdyr og samle Fossiler og Planter.

Søndag Morgen den 21de August oprandt smuk og klar, Solen skinnede, der rørte sig ikke en Vind, og Alt syntes Fred og ingen Fare. Men med Floden satte Pakisen ind, og «Eira» blev stænget inde mellem den og den faste Landis. Skibet fandt imidlertid Beskyttelse bag ved et strandet Isbjerg, og skjøndt det nu og da blev «nippet» føleligt, tog det ingen større Skade. Men pludseligt gav Bjerget efter, og nogle Minutter senere krængede «Eira» over til Styrbord og ud fra Landisen, formentlig var en skarp Ismasse gået igjennem Siden på den. Det viste sig strax, at Skibet var dødsdømt, Pumperne kunde ikke holde Vandet nede, og alle Mand bleve satte i Arbejde med at kastel Proviant ud på Isen og redde, hvad man kunde komme til. Som det gode Skib langsomt sank, fangede Isen Klyverbommen og knækkede den af med det Samme, derpå standsede Underræerne det i Farten og bragte det atter på ret Kjøl, men i næste Øjeblik knækkede de midt over med et vældigt Brag, og videre sank Skuden, medens Nokkerne pegede op efter. Det Samme gjentog sig med Bramræerne, og derpå nåede Kjølen Bunden på 11 Favne Vand, medens Folkene bedrøvede udbrød: «Hun er borte, hun var et godt Skib, og hun var vort Hjem.« Toppen af Stangen på Stor- og Fokkemasten ragede da endnu op, og gjennem det klare Vand kunde man tydeligt fra Kanten af Isen se det tilsyneladende uskadte Skrog nede på Bunden.

De rejste et Telt på Isen, lavet af Spær og Sejl, der var blevne bjergede fra det sunkne Skib, gjorde Ild på og fik sig en solid Aftensmad, thi Ingen havde smagt en Bid siden Frokosttid, og gik så alle til Køjs på nær Udkigsmanden. Næste Morgen begyndte de at føre de bjergede Sager i Land til Kap Flora med Bådene, og da dette var gjort, rejste de et Telt på en græsgroet, gammel Strandbred en Snes Fod ovenover Havets nuværende Vandspejl. Den næste Dag bjergede man nogle Spær og Planker, der var  flydt op fra Skibet, og skjød samme Dag to Bjørne og en Mængde Lommer.

«Eiras» Forlis var et frygteligt Slag, men den lille Skare, som så pludselig og uventet så sig henkastet på en øde Kyst med Vished om at skulle tilbringe en arktisk Vinter der og med kun en Smule Proviant for Hånden, tog strax fat for at gjøre det bedst mulige ud af Situationen.

Deres første Plan var at søge tilbage til Forrådshuset, som de nogle få Dage tidligere havde opført på Bell Island, men skjøndt Afstanden kun var nogle få Mil, var Farvandet tværs over Bugten så fuldt af Is, at dette fandtes ugjørligt, og de måtte så beslutte sig til at overvintre, hvor de var.

Den 26de begyndte de at bygge en Hytte af Græstørv og Sten, thi Kulden var så følelig i Teltet, at man ikke kunde sove for den, desuden blæste Vinden det imellemstunder også om, og Regnen drev ned igjennem det, så at Alt blev gjennemblødt.

Resten af Måneden gik hen med Opførelsen af Vinterboligen, og samtidigt havde man travlt med at samle Drivtømmer og skyde Lommer, Hvalrosser og Bjørne. Thi den første Betingelse for, at de Skibbrudne skulde kunne gå Vinteren igjennem, var, at de bleve forsynede med rigeligt fersk Kjød, og det var derfor en stor Lykke, at der var fuldt op af Vildt der på Egnen.

 Den 1ste September afgik en Båd til «Eira Lodge» og bragte med tilbage noget Salt, sex Sække Kul og Stænger til at lægge Tag over Hytten med, og i Løbet at Efteråret blev der skudt 21 Hvalrosser, 13 Bjørne og henved 1200 Lommer; ved Udgangen af Oktober var alle Fuglene reiste Syd på.

Foruden de 25 Mennesker var der endnu kommen tre Skibskammerater i Land fra «Eira», nemlig en sort Støver, kaldet Bob, en Kattekilling og en lille Kanariefugl kaldet Bob var dem til megen Nytte. Således opdagede han en Dag i Slutningen af Oktober en Flok Hvalrosser ude på Kanten af Isen, ikke langt fra Hytten, og averterede strax Jægerne, som i en Fart kom til med deres Rifler og fik nedlagt fem af Dyrene. Nogle af disse gik imidlertid til Bunds, men blevne fiskede op ved Hjælp af lange Stænger, til hvilke man havde fastgjort Harpuner. På samme Måde gav han jevnlig Underretning, når der var Bjørne i Nærheden.

Provianten, der var bleven bjerget fra Skibet, bestod af 1500 Pund. Mel, 400 Pund. Brød, en Tønde salt Kjød, 1000 Pd. preserveret Kjød i Dåser og 800 Dåser også à 1 Pd. med Suppe, endvidere så megen Tobak, at hver Mand kunde fåe fire Lod om Ugen, 240 Pt. Rom, et Par Kasser Kognak og Whisky, noget Sherry, 6 Dusin Flasker Champagne og en Mengde preserverede Grøntsager, deriblandt 1200 Pd. Kartofler. Der var også bleven reddet et Centner Kul og noget Brænde foruden det, der var bragt over fra Bell Island, men allerede i Begyndelsen af Januar var det opbrugt, og efter den Tid havde man ikke anden Brændsel end Spæk. Dåserne med Suppen og Kjødet blev lagt hen til den forestående Hjemrejse i Bådene. Hver Mand fik dagligt 12/5 Pd. frisk Kjød, 2/5 Pd. preserverede Grøntsager, ½ Pd. Mel, The og Rom; men var Spisekammeret fuldt, bleve Kjødportionerne også gjort større.

 Den daglige Gang var hele Vinteren igjennem, som følger: Kl. 8 Frokost til hele SeIskabet, bestående af ti Pd. Hvalros- og Bjørnekjød, skåret i srnå Stykker og tilligemed i nogle Grøntsager kogt til Suppe, fremdeles 3 Pægle The med Mælk oor Sukker pr. Mand. Kl. 12½ Middag, hvortil medgik 15 Pd. Bjørne- og Hvalroskjød enten med Sauce eller kogt til Suppe, og dertil Grøntsager, samt en Melbolle à ¼ Pd. pr. Mand. Kl. 5 The, derunder indbefattet den sidste Portion Suppe og Kjød, og endeligt Kl. 6 et Glas Rom.

Som man heraf vil se, havde Kokken og hans Dreng fuldt op at gjøre den hele udslagne Dag fra 6 Morgen til 6 Aften. Kapitajnen lavede Bollerne, indtil Melet slap op ved Slutningen af April, Dr. Neale afvejede og uddelte Rationerne i 25 tomme Tindåser, og Måltiderne holdtes på den Måde, at hver Mand satte sig overende på sit Leje, medens han spiste. Søndag Morgen Kl.9½ ringede Skibsklokken til Gudstjeneste, ved hvilken Dr. Neale fungerede som Præst. Jule- og Nytårsaften fejredes, med en storartet Middag, hvoretter der holdtes Koncert. Folkenes Indendørsarbejde bestod i at bøde på deres Klæder og Fodtøj, og da der var bleven reddet nogle Bøger, musikalske Instrumenter og nogle Spil Kort, havde de også Noget til at more sig med i deres ledige Timer. Det vigtigste Arbejde bestod i at gjøre Jagt på Bjørne og Hvalrosser, og som alt er sagt, var «Bob« her en god Hjælper.

Den 14de Januar havde dens forhastede Iver til Følge, at en døende Bjørn knugede den eftertrykkeligt.

Den 24de fandt den fire Hvalrosser på Isen og gav Melding, så at tre bleve tagne, og den næste Dag forledte den en Bjørn til at følge efter den hen til Hytten, hvor Bjørnen så blev skudt. Det skyldtes således for en ikke ringe Del Bobs Kløgt og Iver, at man hele Vinteren igjennem stadigt kunde holde Spisekammeret forsynet med frisk Kjød, og derved tillige bevare Sundheden, thi skjøndt man manglede Citronsaft og ethvert andet Preservativ mod Skjørbug, og skjøndt det ofte flere Dage ad Gangen var umuligt at få Motion, var der ikke Spor af denne farlige Sygdom hele Vinteren igjennem.

Hytten, der var bygget efter den samme Plan som de store Stenkamre fra Stenalderen, målte udvendigt 36 Fod i Længden og 12 i Breden, medens Muren havde en Tykkelse af 3-4 Fod og en Højde af 4-5. Midt på den ene Langside var Indgang gjennem en ti Alen lang Gang, på den modsatte Væg lige overfor Indgangen var Ildstedet, og til begge Sider fot, dette var  Sovepladserne.

 

Man har nu Iagttagelser fra to Overvintringer på Kysten af Franz Josefs Land, Østerrigernes med Tegetthoff 1873-74 udenfor Wilczeks Ø og under 79º 43’ N. og Leigh Smiths i 1881-82 fem og tyve-danske Mil længere imod Vest under 79º 56’ N. Begge disse Vinterstationer vendte mod Syd, hvorimod Nordenskjöld 1872-73 overvintrede på Nordsiden af Spitzbengen under 79º 54’ N. Men på alle tre Steder var Vintrene langtfra så strenge, som man har fundet dem i Smith Sund under lignende Bredegrader. Det formenes, at Årsagen hertil er den, at der ved Franz Josefs Land og Spitzbergen er et udstrakt Hav, hvor Isen selv i de koldeste Måneder er i større eller mindre Bevægelse. I December Måned var der en mærkelig Stigning i Temperaturen ved Kap Flora, således at Thermometret en enkelt Dage endog kun viste en Ubetydelighed under 0, medens Månedens Middeltemperatur var -12º, og denne abnorme Temperatur hidrørte formentlig fra de sydlige Vinde, der havde udladet en Del af deres Kulde på Vejen henover et isfrit Hav imod Syd. De koldeste Måneder var Januar, Februar og Marts, i hvilke Thermometret undertiden sank til -34º, medens Middeltemperaturen for de to første var -25º. I April var Middeltemperaturen - 14º, og i Maj, der udmærkede sig ved stærkt Snefald, var den -4º. De sydlige Storme med tiltagende Varme eller rettere med aftagende Kulde havde den Virkning at frembringe åbent Vand hele Vinteren igjennem. To Dage før Jul brød Isen således op i Bugten, så at det åbne Vand kun var 4-500 Alen fra Land. Nytårsdag var der åbent Hav til alle Sider og så langt til Søs, som man kunde øjne, og i større eller mindre Udstrækning gjentog dette sig hele Vinteren igjennem. Denne Omstændighed har nu sin store Betydning med Hensyn til Dyrelivet, thi hvor der er åbentvand, vil man også finde Hvalrosser og Bjørne, og når de Skibbrudne ingen Hvalrosser fik i Forårsmånederne, Marts, April og Maj, så var Grunden dertil den, at det åbne Vand var for langt borte, til at de kunde nå ud til det over den sammenskruede Is. Udbyttet af deres Jagt på disse Dyr i Vintertiden var 24, medens 5 bleve nedlagde, ligesom de skulde til at bryde op i Juni Måned. Af Rjørne blev der i Alt skudt 34, men i selve Vintertiden ikke en eneste Hun, hvilket meget stærkt tyder hen på, at Formodningen om, at Hunnen ligger i Hi, er rigtig. Ræve så man hele Vinteren igjennem.

Fuglene forsvandt i Slutningen af Oktober. Den 8de Februar så de igjen den første Fugl, der var en Sneugle, en halv Snes Dage senere viste de små, sorte Måger sig i de åbne Huller i Isen, og i Begyndelsen af Marts indfandtlommerne sig. Både efter den Erfaring, Østerrigerne og nu Leigh Smith have gjort, synes Harer, Rensdyr og Ryper at mangle på Franz Josephs Land, idetmindste for Sydkystens og Landet langs med den store Østerrigs Fjords Vedkommende, men da Leigh Smith fandt et Stykke af et Rensdyrgevir ved Kap Flora, fremgåer deraf med fuld så stor Sikkerhed, at disse Dyr i det Mindste tidligere have levet på Franz Josefs Land og måske fremdeles findes der, om end ikke på de hidtil besøgte Punkter.

Fuldstændigt Mørke havde man så at sige aldrig, og selv den 21de December varede Tusmørket kun henved fire Timer. Månen forblev stedse over Horisonten flere Dage før og efter, at den var fuld. Nordlys havde man derimod ikke mange af, og heller ikke var de synderligt strålende. Med Maj Måneds Komme fik Folkene travlt med at lave Sejl til Bådene og træffe Forberedelserne til det forestående Forsøg på at undslippe Syd efter, så snart som Sejlads var mulig; thi Bådene var  for tunge til at man kunde trække dem synderligt langt over Isen. Om Slædeexpeditioner havde der ikke kunnet være Tale, da alle Fornødenheder dertil manglede, men havde man været belavet derpå, vilde der kunne være udrettet et godt Stykke Arbejde, da Isen i Fjorden og Sundene var jevn og god.

Den 1ste Juni var det åbne Vand fem Kvartmile fra Land, hvor det viste sig som et Belte i Retning fra Øst til Vest af mindst 2½ Miles Brede. Men en Undersøgelse af den mellemliggende Ismark viste, at den var for ujevn til, at Båden kunde trækkes hen over den.

Den 13de Juni brød en Storm Isen oppe Bugten Vest for Kap Flora, og der åbnede sig en bred Revne ind til Land, så at man kunde sende en Båd over til «Eira Lodge» efter noget Salt og et Kogeapparat til Slæde- eller Bådebrug. Den medbragte desuden fire Hvalrosser, som man undervegs havde nedlagt, og nogle Dage gik derefter hen med at koge og nedlægge Kjødet i Tindåser til Rejsen. Endeligt var alle Forberedelserne til denne endte.

Der var fire Fartøjer, to Hvalros- og to Hvalbåde respektive 20 og 25 Fod lange. Hver Hvalrosbåd havde sex Mands Besætning og medførte dertil af Proviant 654 Punds Dåser indeholdende præserveret Kjød og Suppe, endvidere 84 Pund Beskøiter, lidt The, Mælk, Rom og Tobak. Den ene Hvalbåd havde 7 Mands Besætning den anden havde i Stedet for den syvende Mand Hunden Bob, og Proviant i Forhold dertil. Hver Båd var forsynet med Kronometer og Kompas, Sextant eller Kvadrant, Kikkert og et Kort; endvidere to Bøsser, Ammunition i Overflødighed, et Kogeapparat, en Vandtønde, Spæk til Brændsel, en Sæk med Klæder, Tæpper og Presenning  et Is-Anker, fem Årer, en Øxe, to Harpuner og en Landse, to Bådshager, Mast og Sejl. Morgen og Aften blev der lavet The, og om Middagen regelmæssigt kogt Mad, så længe Rejsen varede.

 

Den 21de Juni blev Både, Proviant etc. bragte ned til Kanten af den faste Is, omtrent en halv Fjerdingvej fra Hytten, og derpå spiste de Skibbrudne for sidste Gang til Middag i det Hus, der havde været deres Bolig i så mange Måneder. Sex Flasker Champagne lod de blive tilbage for det Tilfælde, at Nogen engang måtte få i Sinde at aflægge et Besøg der, og derpå lukkede de Døren, gav et dundrende Hurra til Afsked og gik så ned for at lade Bådene.

Kl. 9½ bleve Seilene hejsede, og afsted foer de for en frisk Nord-Vest. Bådene lå så dybt, at de tog en hel del Vand, dog ikke mere, end at Folkene, som var  glade for den gode Vind, let kunde øse det ud igjen. Ingen Is var at se, førend Kl.5½, da man fik Pakisen i Sigte den følgende Eftermiddag under i 78º 36' N., 20 Mil Syd for Kap Flora. Etter at de havde arbejdet sig frem et Stykke Vej imod Vest om langs med Iskanten, fandtes en Åbning i denne om Morgenen Kl. 2, og Kursen sattes nu atter imod Syd. Der var da en svag, sydlig Brise, som åbnede Isen, men den et stærkt Sne fald, så at Bådene bleve helt tyldte med Sne. Ud på Aftenen gik Vinden atter om til Nord, hvoretter Isen snart begyndte at lukke sig igjen, og tilsidst måtte, Bådene hales op på en Flage for at at blive «nippede. I denne Situation forblev de hele Måneden ud, thi Vejret var stadigt så tåget og Isen så sammenpakket, at det ikke befandtes at være rådeligt at røre sig; men imidlertid førte Nordenvinden Isen og med den Bådene et godt Stykke, Syd på.

 

Den 1ste Juli oprandt med en strålende klar Morgen, og da der var nogle åbne Render i Isen, begav man sig atter på Vej. Den løb rigtignok ikke efter den lige Linie jevnligt måtte man også trække Bådene over smallere  Istunger, og henad Aften kom de i Klemme imellem to Isflager, så at de nær var  blevne knuste, men efter en Times anstrengende Arbejde kom man dog atter ind i lidt åbent Vand og halede så tilsidst Fartøjerne op på en Flage for at kampere der om Natten.

Dette var en temmelig hård Medfart for Bådene, og Følgen var da også, at de begyndte at lække slemt.

 

 

Atter de følgende Dage havde de meget møjsommeligt Arbejde med at hale Bådene over Isen og igjen sætte dem i Vandet, indtil de den 7de nåede en mere udstrakt Åbning i Isen, der førte Syd-Vest over på omtrent 77º 33'. Dog den næste Dag var atter Isen tættere, og en af Bådene blev «nippet», så at den fik trykket en Planke ind, hvorefter den måtte hales op på en Flage for at blive repareret. Fornyet Slid, så atter en Strækning åbent Vand den lode, og så måtte de igjen hale Bådene op.

Den 14de og 15de havde de tykt Veir, med stærk Regn, og Is-Flagerne begyndte nu at blive betydeligt møre og rådne.

Den 22de oprandt med en stærk Snestorm og så hård Sø, at Bådene tog en hel Del Vand, og Folkene bleve våde og forkomne, men Fremgangen var god og blev nu dagligt bedre, så at de den 25de var  under 75º 41' N., og her begyndte de at føle Dønningen af Oceanet. Alligevel var  de dog endnu langtfra klar at Isen, og jevnligt måtte de hale Bådene et Stykke hen over den, når den kom dem på tværs.

Den 31te var den så tæt og skruet så stærkt sammen, at de ingen Vegne kunde komme, og Flagen, på hvilken de havde halet Bådene op, knækkede efterhånden af, så at de tilsidst måtte ro væk, men heldigvis var farvandet da igjen mere åbent. Samme Historie gjentog sig næste Dag. Flagen, hvorpå de var, gik midt over, og medens de udmattede Sømænd sov, drev Bådene hver til sin Side. Den Aften nåede de Kanten af Pakisen og roede nu østerpå ud på det åbne Hav i Nærheden af Novaya-ZemIya.

Den 2den August udmærkede sig ved et voldsomt Tordenvejr med tilhørende Regn og derefter en lille Storm med høj Sø, så at Bådene tog meget Vand. Men så var  deres Gjenvordigheder også overståede, thi om Eftermiddagen Kl. 3 fik de Land i Sigte. Der var da gået 43 Dage, siden de forlod Kap Flora, og havde de i den Tid skudt to Bjørne, tre Sæler og omtrent 400 Lommer.

De havde nået Kysten af Novaya-Zemlya lige ved Matochkin Strædet, og da de havde fået halet deres Både på Land, opdagede de, at de ikke var  alene. På den anden Side Pynten lå det hollandske Polar-Expeditionsskib «William Barents« tilligemed Damperen «Hope», der var gået ud under Anførsel at Sir Allen Young for at opsøge det savnede «Eira». Længer  oppe i Strædet lå en Lyst-Damp-Yacht med Leigh-Smiths tidligere Rejsefælle Mr. Grant og en anden engelsk Herre ombord. De Skibbrudne befandt sig således pludseligt imellem Venner, og en hjertelig Velkomst fik de. Al Bekymring og al Fare var forbi, og Alle kappedes om at afhjælpe deres Fornødenheder.

 

Således lyder Beretningen om denne eventyrlige Rejse i sin beskedne Simpelhed, og når man læser den, synes det Hele at være gået så nemt og glat, som om der slet ikke havde været synderlig Fare på Færde. Virkeligheden er imidlertid den, at disse Mænd, takket være deres dygtige og energiske Fører, have udført en Bedrift, der hører til de bedste, Polar-Rejsernes Historie har at melde om. Mange og store havde deres Savn været den lange Vintertid, som de for største Delen tilbragte indespærrede i deres halvmørke, kolde Hytte, thi ofte stormede og sneede det så vedholdende, at de ikke kunde komme udenfor en Dør i otte Dage, og mange og store måe vistnok også deres Bekymringer have været, eftersom Håbet om Frelse til Syvende og Sidst beroede derpå, om de kunde skaffe sig Føden ved Hjælp af deres Bøsser, indtil Sommeren kom. Sir Allen Young for sin Del erklærede, at han betragtede deres Tilbagetog til Novaya-Zemlya, som en af de mærkeligste Rejser, der nogensinde var gjort, når Hensyn toges til deres Udrustning og den TiIstand, Bådene var  i, da de endeligt nåede Land. Deres Sejl var syede af Bordduge, deres Kompasser og Instrumenter indrettede på den mærkeligste Måde, Bådene var synkefærdige, af Proviant havde de kun nogle Dåser med henkogt Hvalroskjød tilbage, og deres Dragt bestod kun af lasede Rester af de Sommerklæder, i hvilke de havde forladt England.

Men på den anden Side må det dog siges, at Lykken i det hele og Store havde været dem vidunderlig god. Det var ganske vist en uhyre stor, ja overvældende Ulykke for dem, at deres gode Skib så uventet sank næsten under deres Fødder, men hvordan vilde det vel være gået dem, hvis denne Ulykke var skeet f. Ex. tyve Mile længere imod Vest. Man havde da næppe nogensinde hørt Noget om dem. Og en Lykke var det endeligt, at «Hope« ved et Havari blev forsinket, så at Leigh-Smith og hans folk kom tidsnok til endnu at tinde den for Anker ved Novaya-Zemlyas Kyst, thi efter Bestemmelsen vilde Sir Allen Young den næste Morgen være gået Nord på, og om de ikke var mødtes, som de gjorde, vilde «Eiras« Hjælpe-Expedition måske nu i dette Øjeblik selv have ligget indespærret oppe ved Franz Josefs Land og levet af Hvalroskjød, medens det sandsynligvis vilde være bleven Leigh-Smiths Tur til at udruste en Hjælpe-Expedition for at bringe «Hope» Hjælp.