Ludvig Lumholtz

Jægerliv

 

 

FRA SPITSBERGEN 1896

 

 

I.

På 5 døgn til Sydkapp – De første sæl – Isfjorden og Advent Bay – Turiststationen  – Renjagt.

 

«De kan reise fra Christiania med hurtigtoget lørdag middag og være opunder Spitsbergen torsdag middag – samledes lød kort og godt reiseprogrammet fra en gammel ven nordpå, som foreslog, at jeg skulde prøve den nye turistrute, som Vesterålens dampskibsselskap satte igang på Spitsbergen sommeren 1896.

Det var fristende. Det arktiske storvildt, isbjørn, hvalros og ren stod straks for mine tanker som jæger, og så skulde just Andrée gå op med sin ballon. Var lykken god; kunde jeg få se denne hengivenhet, og hvem ved? træffe Nansen og hans karer, som nu snart måtte være ventende. Jeg slog derfor til og lørdag den 25de juli var både min fuglehund og jeg på veien nordover. Veiret var herlig langs den nordlandske kyst – mange hyggelige minder fra tidligere dager i disse trakter dukkede op, mange tækkelige folk ombord, og tiden gik næsten hurtigere end hurtigruten, hvis elegante skib «Vesterålen» dampede opover med post og sine 50 passagerer av englændere, tyskere, svenske, amerikanere og nordmænd.

I Hammerfest byttedes skib, idet Spitsbergfarerne, bestående av 2 tapre engelske damer, 1 do. svensk, 2 tyskere, 3 nordmænd her gik ombord i «Lofoten», en komfortabel rummelig damper på 300 ton. Posten til Spitsbergen bringes ombord her, styrmanden er postmester på «Lofoten», og i Advent Bay, det første og eneste poståbneri i landet, er det restauratøren i turisthytten, hvis største arbeide i postvæsenets tjeneste skulde bestå i, at sælge til turisterne de vakre nye frimerker, der tilhører Spitsbergens, av Vesterålens dampskibsselskap etablerede postvæsen. De 10 og 20 øres frimerker, har et billede av en ishavsfarer, som skyter på en isbjørn, som står og slår ut med labberne. Hvem av disse der skal forestille regenten på øen, isbjørnen eller skytteren, er ikke godt at sige. Men en av dem må det være. Spørgsmålet forelægges antagelig ikke stormakterne.

Efter en sjøgang på morgenkanten av en alvorligere slags med tilhørende rabalder av taburetter og andet løsøre, der kastes frem og tilbake, blev havet mot middag roligere. Bearen Island, eller nu Bjørnøen, det terasseformede øland, passeres i ærbødig avstand; fuglelivet som før har indskrænket sig til den i de arktiske farvande uundgåelige og påtrængende havhest, en gråbrun sterk flyver, av måkernes talrike familie, bliver nu efterhånden rikere, lundefugle, alker med unger, alkekonger og tyvjo, beliver hver på sin vis havets uhyre flate, der fortoner sig gråt i gråt, så langt vi kan se, mens her og der hvalsprøit går høit i veiret. Men nordover, ustandselig nordover går det med 10 miles fart, og næste dag, det er ganske rigtig torsdag, mens vi spiser middag, høres en egen, knasende lyd mot skibssiden, «det er is», fortæller kapteinen. Op på dæk alle mand. Desværre hindrer tåken os i at se land, men fra skibets dæk har vi det første, interessante skue av drivisen, hakket op i små, underligt formede stykker, som vugges hit og dit av de lange tunge dønninger. Her og der stikker en sæl nysgjerrig sit sorte, runde hoved op av vandet, forsvinder lydløst, for atter at dukke op længere borte. Det er småsælen eller «Snadden», phoca hispida, drivisens trofaste følgesvend. Den har holdt sig ved de samme huller i fjordisen den lange vinter over, og når våren og sommeren kommer, og vinden bryter isen op, så stykkerne sætter utover tilhavs, da følger de med, indtil isstykkerne smelter op og forsvinder. Storkobben, phoca barbata, sees også, men sjeldnere, den står næsten som en mand i sjøen og går hovedstups med et ordentlig plask under, når den dukker. Medens dampskibet forsiktig manøvrerer mellem isstykkerne forsøkte jeg forgjæves at få skud på en storkobbe, der var oppe gang på gang, og kapteinen besluttet nu at gå et par mile ret i vest for at komme klar av isen, der av østenvinden var sat ut av den såkaldte Storfjord, beliggende mellem Spitsbergens østkyst og Stans Foreland. Tåken lå temmelig tæt, og vi gik efter kompas og kart, men kapteinen, en lun sjøgast, mente han skulde skaffe os til Advent Bay ved 7-tiden næste morgen, hvis han utpå, natten fik kjending av Isefjorden, den store fjord, som går ind fra vest, og som næsten deler Spitsbergen i to, en sydligere og en nordligere del. På Isefjordens sydside går ind flere bugter eller bayer, som de endnu kaldes siden de engelske fangstmænds besøk her i Spitsbergens storhetstid for 200 år siden. En av dem er Advent Bay, med den bedste havn på Spitsbergen. Her er turiststationen, hvor de store dampere på indtil 7000 tons ankre op, og på næsset her, hvor i fordums tid russere og englændere havde fangststation, er det Vesterålens dampskibsselskap har anbragt sit etablissement i dette ingenmandsland.

Klokken var ikke fuldt 7 om morgenen, da jeg purredes ut med besked om, at vi nu snart var i Advent Bay. Det var aldeles smult vande, og i en fart var passagererne på dækket forat se, hvorledes Spitsbergen så ut.

På nordsiden i lang rad sorte, spidse fjeld med svære blåhvite bræer mellem, klods i sjøen. På sydsiden, som er os nærmest, lavere, gråbrune fjelde, flate oppå, med store fjorde imellem, ikke ulik Finmarkformationerne i Norge, litet sne. I bunden av Isefjorden, i 2 a 3 miles avstand, stikker et svært brat næs frem. Det er Kap Thorsen, hvor 17 mand fandt sin død under overvintring for endel år siden.

Vi svinger om en lav odde, og ser for os, nærved sjøen en hel liten teltleir, yderst på odden englænderne, tilhørende sir Conways ekspedition i grønne telte, længere inde ved bukten svenskerne, baron de Geer og Knorring, i sine snehvite ditto, og længst inde ved en liten bukt et ensligt telt, ganske for sig selv. Der skal en norsk botaniker holde til. Men inde på land vifter det norske flag os imøte fra verdens nordligste hotel, et net enetages hus med veranda.

En ting var fra den første stund av ret påfaldende: både på land og vand var her så stille. Selv måkerne, som ellers forstår at holde et infernalsk spektakel, fløi ganske lydløse omkring, og når undtages ved selve fuglebjergene syntes det at være karakteristisk for Spitsbergen at der er så lite liv i naturen, en stilhet, som i længden måtte blive trykkende nok. Så er det jo langt mellem folk i reglen også da, og alle som er her, er på besøk.

Hotellet, hvor vi nu installerede os for de første 8 dage, ligner mest en av vore større turisthytter på høifjeldet, med peisestue og sovelugarer, alt lyst, hyggeligt og praktisk.

Jeg tok straks gevær og gik ut med min hund, som var strålende over at befinde sig på landjorden igjen. Først tok vi en tur til en fjeldås vestenfor hytten, passerede større samlinger av Saksifraga, og andre arktiske vækster, der voksede i mængdevis på næsset og dannede snart røde, snart hvite, snart gule tepper, som på en eiendommelig vakker måte prydede landskapet, hvor græsset kun voksede sparsomt, og hvor en noget ensformig grålig tone var fremherskende. Oppe i fjeldet hvor uren begyndte, sat en hvit sneugle. Den var sky, og jeg kom den ikke på skud. Andet av fugl så jeg længe ikke. Min hund søkte godt omkring, men forgjæves. Endelig fik den stand. To voksne ryper, gråbrune som jordsmonnet, stod i stum forundring over dette dyr, som de vel neppe havde seet make til før, og da jeg nærmede mig inden skudhold, lettede de. Den ene faldt for et skud av min büchsflintes høire løp. Det var steggen. Den anden fandtes, og blev anskudt, men idet jeg vilde gripe den, tok den tappert til vingerne og var væk. Det lykkedes os ikke, trods den ihærdigste søken at finde den igjen. Antagelig har den kastet sig mellem nogen stene i uren nærved. Den jeg fik gjorde lykke, da den kom til det zoologiske museum i Kristiania. Det var nemlig prof. Colletts første eksemplar av Spitsbergrypen.

En større flok ederfugl holdt til i sjøen nærmest stranden, længere ute lå alkerne med sine hvite brystspeil, nogle tyvjoer skar pilsnart gjennem luften, og hed og der spadserte nogle måker i gravitetisk ro på fjæresanden, ialt en illustrerende prøve på vort steds fugleliv.

Men så var det rensdyrjagten. Efter en solid middag, bl. a. med Spitsbergens laks, der havde en utpræget likhet med vor sjørøie, og var fisket i garn nærved stationen, hvortil øl fra Tromsø og rødvin fra Lundgreens enke i Throndhjem, og efter en ikke mindre solid middagslur i lugar F blev der holdt rådslagning. Chefen for de etablissementet tilhørende fangstmænd var ute på tur på den lille dampbåt «Express» med et ældre kuld turister, men et par av fangstmændene, raske sjøgutter fra Tromsø, mente, at vi fik forsøke i den nærliggende rendal, uagtet et turistskib nylig havde udtømt andel av sit indhold av skytende reisende i den selvsamme dal. Det bør kanske bemerkes, at hver av disse mindre fjorde i det sydlige Spitsbergen, Sasson (på norsk fangstsprog Saksen) Bay, Advent Bay, Colbay, Green Habour (norsk: Grønne Herberg) osv. har sine såkaldte rendale, åpne grus, mos og blomsterbevoksede dale, hvor renen gjerne holder til om sommeren og spiser sig så fet, at den kan tære på dette tommetykke fetlag vinteren igjennem.

«Lofoten»s kaptein, som selv vilde deltage i jagten, stillede sin livbåt til disposition, og kl. 10 om aftenen satte vi over fjorden til dalen.

Ved indskibning i båten viste det sig, at jagtfølget blev adskillig større end påregnet, idet foruten kapteinen, hans andenstyrmand, en passager og til slutning endog restauratøren, alle vel bevæbnede, gjorde os den rigtignok noget tvilsomme ære at ville deltage i jagten. Allersidst langede stewarten forsiktig ut fra mellemdækket en meget stor kurv, hvis indhold diskret var skjult av en pletfri serviet, og som likeså forsiktig modtokes av restauratøren, der lot denne tilsynelatende meget vigtige bestanddel av selskapet få en sikker plads i vor båt.

En fin bris av vestlig vind bragte os godt og vel over til den anden side, hvor båten sattes op. Der stod da den store kurv. Hvem skulde bære den? Ole, vor gemytlige, lidt skjeløiede fangstmand, tilbød at greie den, da han nok med grund antok at dens indhold var meget tiltalende. Men majoriteten fandt det altfor lite jægermæssigt at føre kurven med sig under jagten, og derfor vedtok man mit forslag, nemlig at spise op på stedet. hvad man orkede av smørrebrødene og drikke et par flasker øl, resten fordeltes på alle deltagerne, som nu, vel disponerede for at jage, satte sig i bevægelse op mot dalen.

Vi gik forbi et par ruiner av forlængst nedrådnede russehuser, sådanne findes næsten på hvert næs på Spitsbergen, passerede derefter et par bækkeleier, hvor kulstykker, spredt mellem småstenene, lot ane mægtige kulleier op i fjeldet, og var snart inde i dalen. Den er ikke meget bred, og minder i meget, ikke mindst ved den grumsete bræelv i dalbunden, og isbræen på den ene side, om Leirungsdalen i Jotunheimen, dog er fjeldene lavere og tammere her, og en «Kalvåhøgd» sees ikke.

I begyndelsen gik jægerskaren i flok og følge, men efterhånden fordelte man sig på dalsiden, dannende en slags skytterlinje, hvilket efter omstændigheterne turde være det taktisk heldigste arrangement. Vinden var god, og alle brukte sine øine i alle retninger, men længe kunde intet sees. Jeg og fangstmanden Ole gik allerede og skumlede over turistjægerne, som måtte have skræmt renen hort fra dalen, da jeg pludselig fik se kapteinen, som befandt sig på venstre fløi opunder fjeldsiden, lange ut og med riflen i hånden springe frem alt hvad remmer og tøi kunde holde. Derefter har det i springmarsch avsted med styrmanden, så med restauratøren, og så tok også Ole og jeg, på høire fløi en kraftig spurt. Gjenstanden for al denne opmerksomhet viste sig i form av en ganske vakker rensbuk, som sakte gik opover en skråning, en 3 a 400 skridt foran os, den stansede og så sig tilbake, betragtede først vor i marineblå dragt antrukne søn av Neptun på venstre fløi, derefter de andre, likeledes mørkklædte medlemmer av jagtselskapet – alene jeg havde grå dress – satte så i temmelig raskt trav avsted over skråningen indover dalen, og var væk.

«Hain reisen` til Saxenbay» ropte Ole, og det forekom mig, at jagten tok netop den vending, som jeg havde tænkt mig, selv om man regnet adskillig med spitsbergrenens meget omtalte stupiditet, som den dog hurtig forvinder efter nærmere bekjendtskap med jægerne.

Hvert år er renen på Spitsbergen gjenstand for fangst, dels mere leilighetsvis, dels ved særskilt dertil utrustede småfartøier fra Tromsø og Hammerfest, og hvert år gjentager det sig, at en hel del ren tydelig lægger for dagen, at de aldrig har været i berøring med mennesker. Nærmer man sig fra vindsiden, vil den vistnok med den for disse dyr karakteristiske rædsel for lukten av mennesket, søke at undkomme, men får den ikke veir av jægeren, lægger den endog nysgjerrighet for dagen, hvorav fangstmændene ved at benytte sig, idet de, ved snart at titte op, snart at huke sig ned, snart lægger sig på ryg og bevæge benene frem og tilbage narrer den nærmere og nærmere, indtil den er på skudhold. Er den undsluppet jægernes tilnærmelser, lærer den dog snart at passe sig, når den påny jages, hvilket unegtelig er det mest tiltalende for jægeren, men mindre lønnende for fangstmanden.

Vort jagtparti rykkede imidlertid stadig frem, idet enhver nu lagde an på at komme først for det tilfælde, at renen skulde stanse og give sig til ro. Mit håb om enten selv at få skyte eller om overhovedet at få dyret skudt, var kun ringe.

Mine jagtkamerater lot hånt om at søke dækning av terrænget og sprang bent frem. Jeg tok da først veien langs en høiere bakkeskråning nedimot dalbunden, og gav mig tid til at overse terrænget opover dalen, efterhvert som dette åpnede sig for os. Snart opdagede jeg gjennem min jagtkikkert bukken temmelig høit oppe under fjeldfoten, nu gående i mag, av og til seende sig tilbake. Den var 1000 alen fra mig, men jeg stak i en fart kikkerten i lommen og sprang fremover et godt stykke, indtil jeg atter brukte min kikkert. Skodden drev nu flokevis nedover fjeldsiden og vanskeliggjorde utsikten i høi grad, men «i et lyst øieblik» fik jeg se renens horn bak en liten haug og samtidig ser jeg vor andenstyrmand nu forsiktig krype op efter et bækkeleie på forsiden av haugen. Han havde straks kastet trøien og tumlet avsted på bare livet, for at nå dyret igjen. Kapteinen havde skiftet stilling, og befandt sig nu i bunden av dalen, medens passageren og restauratøren, der begge var forsynte med svære skaftestøvler, dannede centrum og var sakkede agterut. Endnu før jeg tok kikkerten fra øiet, så jeg renen atter tage i raskt trav indover og nedover dalen, medens styrmanden, som ikke kunde se dette, fortsatte at krype forsiktig opover. Nu eller aldrig tænkte jeg, og løp, dukket av den høie elvemæle og nogle hauge ovenfor denne, så hurtig som det var mig muligt, fremover. Marken var tålelig jevn, og jeg beregnede snart at have distanceret samtlige mine konkurrenter. Når jeg nu bare kunde træffe på bukken, som jeg imidlertid havde tapt av syne!

Idet jeg standsede et øieblik for at trække veiret, fik jeg til min glæde se dens horn bak en skråning, bevægende gik nedover mot dalens bund. Den var nu ret foran mig, men holdet, selv om jeg havde seet dyrets krop, var langt. Mit håb var, at den skulde stanse. Men den fortsatte nedover, og jeg havde så småt opgit tanken om at komme i hold, da jeg får se den med en gang kaste rundt og atter springe opover. Den marineblå, som i dalens bund, uten spor av skjul, med den mest åpenbare foragt for alle smålige lurerier, nu spaserede opover igjen, havde tydeligvis bragt dyret til at forandre kurs.

 

Det var nu på tide at lade. Da jeg stak eksprespatronen i venstre løp, merkede jeg, at den ikke gil helt ind, og opdaget til min forfærdelse, at alle de nye patroner, hvorav jeg havde lagt en pakke i patronvæsken, var flaskeformede, medens kun glatte av kaliber 500, passede til geværet. Moral: Efterse altid nøiagtig den ammunition din bøssemaker har leveret dig. Jeg rotede i en fart gjennem min patronvæske, og fandt heldigvis en av de gamle, og var just færdig med at lade, da jeg fik se bukken komme på skrå, travende opover mot mig på den øvre side av en lav haug, foran hvilken jeg, sittende på huk, havde taget post.

Den var endnu i raskt løp, idet den lagde hornene bakover og brettede sin lille stumpe hale op, således som disse dyr har for vane, når de er skræmte, da jeg på en 50 a 60 skridt sendte den mit eneste skud. Et dundrende ekko lød fra fjeld til fjeld. Renen gjorde et sæt opover og sprang til av alle kræfter ca. 40 a 50 skridt, en sidste fortvivlet anstrengelse, og den stupte på hovedet og blev liggende.

Idetsamme den faldt lød et skud. «Hei, jeg traf den! Du er min gut!» råbte en stemme.

Det var andenstyrmanden som nu havde halet ind på mig, og var sikker på, at hans kugle havde gjort det av med dyret, der viste sig at være en meget pen, fet buk, om ikke just særlig stor, med vakre horn.

Vi besigtigede den faldne beboer av disse øde trakter, men kunde ikke opdage mere end et kuglehul, like bak bogen, hvis størrelse tydelig viste, at det hidrørte fra en sprængkule, og sådan havde kun jeg. Ved at gå tilbake til det sted hvor bukken var blevet anskudt, såes også et bredt blodspor den hele vei, efter hvilken befaring av åstedet andenstyrmand gjorde sig ganske fortrolig med at have skudt kapitalt bom.

Det viste sig ved flåningen, at hjertet formelig var kløvet av et stykke av kuglen, og trods dette havde dyret sprunget såvidt langt. Den spitsbergenske ren er nok ikke mindre skudstærk end sin fætter i Norge.

Der blev inden jagtselskapet, som snart fuldtallig var samlet ved byttet, stor jubel over det heldige utfald av jagten, og Rendalen gjenlød av kraftige hurraer og et og andet glædesskud, akkompagneret av «lærkens» sakte klunk og 2 a 3 ølflaskers dype bas, medens vi lot de gjenværende av restauratørens deilige smørrebrød komme til sin ret.

Tåken var letnet, men lå endnu oppe i fjeldene, da vi i den lyse arktiske sommernat ved 2-tiden tiltrådte hjemmarschen, alle bærende sin del av vor fangst. Det var ret eiendommelig så sent som 1ste august at kunne skyte ren midt på natten. Kl. ½4 var vi ved båten og en time efter ombord på «Lofoten», hvor den første Spitsbergren efter nordlandsk skik blev vedbørlig «krympet» i et glas av restauratørens udmærkede champagne.

Renen på Spitsbergen er noget mindre end den norske vildren, og ser endnu mindre ut, fordi den har forholdsvis kortere ben. Hovedet er også kortere, men forholdsvis bredt. Hårlaget både på skind og horn om sommeren er også temmelig løst, mykt og fint.

Når den, efter at ha speket sit kjød i den lange, hårde vinter, har gået en tid og frådset på de rike sommerbeiter, får den mave som en kvige, og lægger fettet i tykke lag utenpå kjødet, likesom tilfældet er med sulteforede sauer i enkelte av vore bygder, hvor der er rike beiter. Dens kjøt er fint og overordentlig velsmakende.

Det skytes ikke sjelden på Spitsbergen ren, hvis øren er ophakket, likesom når finnerne merker sin ren. Derfor tror mange fangstmænd at der foregår indvandring av ren øst og nordfra over isen fra Frantz Josefs land og Nowaya Semlja. Dette ansees dog mindre sandsynligt, og man har antaget, at sådanne ren som kalve har frosset sine øren, hvorved disse får denne noget underlige facon. Men hvem ved? Det har sin interesse i denne forbindelse at notere hvad major Isachsen meddeler i sin bak om «Grønland» at vildrenen på Grønland må ha passert den islagte Melvillebukt på veien fra Nordamerika til Grønland, og at norske fangstmænd har skudt ren på veien mellem Grønland og Spitsbergen som var underveis fra Spitsbergen til Grønlands østkyst, en betydelig længere strækning end fra Spitsbergen til Frantz Josefs land.

 

II.

 

Reise til Danskeøen – Andrées ballon – Middag på «Virgo» – Hvalrosjagt. – Forsteninger – Renjagt ved Bellsund. – Hjemover.

 

«Express» het den lille dampbåt, som skulle bringe vort selskap fra Advent Bay til Andrées station på Danskøen og tilbage. Man vidste, at Andrée helt siden juli måneds begyndelse havde været færdig til avgang, men vinden havde været uheldig hidtil og ekspeditionens opstigning derfor opholdt så længe, at vi havde et svagt håb om at få se den gå op, hvis vinden for alvor blev sydlig. «Express» var vel en 11 a 12 m. lang og alt ombord i samme forhold, så det syntes næsten noget frækt av en slik liten en at lægge ut på Ishavet med dets sjø og drivis, men det er en patent fyr lille «Express», stærk så liten den er, god maskine har den og raske folk ombord. Uten betænkning installeret vi os derfor i den forholdsvis rummelige kahyt med vore saker, stuver provianten på plads, gevær og fiskegreier osv. Ankeret hives, flagget heises og efter en infernalsk skrigen med dampfløiten runder vi næsset utenfor hotellet i fuld fart. Passagererne, som består av to tyske herrer, en doktor og en fotograf, en svensk dame og jeg står samlede agterut og islodsen Bottolfsen, som vil, at der skal være stil i tingene, river luen av og får os med på et mangedobbelt hurra til de gjenværende på stationen, der, suppleret med endel engelske passagerer fra en på havnen liggende damper, besvarer vore hurraer med viften og hilsen med flagget. Så vender vi næsen utover med kurs for fjordens munding langs de høie svarte fjelde. Ved søndre land stamper vi ihærdig frem gjennem de krappe sjøer, som vestenvinden sætter ind i lange tætte rækker. Vi passerer snart fjordarmen Coalbay med sine rike kulleier på begge sider, fuglefjeldene ved «Grønne Herberg» – de norske fangstmænds oversættelse av det engelske «Green Harbour», hvor alkerne i de lodrette fjeldsider, sikrede mot menneskets rovbegjærlige hånd har sine reder og ved flokkevis snart at flyve frem, snart tilbake, gjør et forsøk på at bringe lidt liv i denne store, døde kolde natur, der måske synes mere livløs end den igrunden fortjener, fordi øiet intetsteds kan dvæle ved det tilvante syn av menneskelige boliger.

Den yderste landpynt mot vest på denne side av fjorden har svenskerne døpt Kap Starotschin efter den sidste russer på Spitsbergen, som i 17 år bodde alene her og døde i en høi alder. Stolperne av hans uthus vises endnu og ruiner av flere gamle huser opover det smale næs, som begrændser en smal bugt, der endnu heter Russekjeilen.

Her gik 2 fangstmænd fra stationen i Advent Bay i land for at forsøke fluefiske i elven og renjagt i dalen, mens vi var nordenfor.

Kursen lægges nu ret nordover, tvers over Isefjorden, forbi Daumandsøren og ind i Forelandssundet, kanskje verdens eiendommeligste kanal.

Paralelt med landet går Prins Carls Foreland, 13 geografiske mil fra ende til anden, av sorte fjeldspidser med grågrønne isbræer mellem, tind efter tind, nordefter.

Det tager time efter time for «Express» og endnu varer brævæggene ved og fjeldtoppene, der likesom nikker over til hinanden indsvøpt som de er over akslerne og opunder ørene av de gamle lysende kapper i hvidt og blåt. Så kommer en isbræ, om muligt endda lengere end de tidligere, sundet smalner lidt, og samtidig åpner utsigten sig mere vest og nordover mot det endeløse polarhav.

«Vil dokkkje be` hain Bottolsen kåm op?» siger vor «kaftein» en troværdig, kjæk, nordlænding, men ukjendt med farvandet, som her skulde være urent, og kystkart findes ikke på Spitsbergen, dette herreløse, ubeboede øland, hvis betydning i vore dage nærmest er indskrænket til at være et objekt for videnskapelige ekspeditioner og for turisttrafik.

Aftenen er stille og vandet smult, og vi nød et stykke arktisk sommeridyl med store skarer av teist og rotges (alkekongen) og en og anden lundefugl, som vugger sig på havet ubekymret, trods synet av en dampbåt i deres gamle farvande, der i årtusinder har beskyllet foten av fjeldene på yttresiden av Prins Carls Foreland, i hvilke de har hakket, generation efter generation. Solen kaster et og andet streif på de syv isfjelde på nordsiden av Cross Bay, hvis forrevne, spidse konturer vel først gav hele øen sit navn. Langt nordpå i havdisen kom nogle små øer frem, det er Norskøerne, og indenfor er Danskøerne, vor reises mål.

Ankerkjættingens raslen vækkede os ved 8-tiden nyeste morgen, toilettet var snart gjort, og så op på dukket.

En letbåd, hvori stod en høi, gråklædt, staselig mand med grå turistlue og et gemytlig smil i de lange blonde mustacher, lagde just til siden. Det var Andrée, som selv vil hente post til sig og sine. Han svinger sig raskt op på dukket og kommer agterut. Møtet mellem ham og hans landsmandinde, en god bekjendt fra Stockholm, var meget hjertelig.

«Ä Ni verkeligen här, snälla frøken?» ubrøt den berømte ballonfarer, synlig glad overrasket. «Har Ni gjort så lång en resa för så litet?» føier han beskedent til.

Hun var den første svenske reisende, som besøkte ham. Vi ligger i en lun liten bugt, med ballonekspeditionens dampskib «Virgo» for anker, og på land reiser mig et tårnlignende hus uten tak, hvilket skjuler ballonen for vore blikke. Kun en liten runding av toppen sees at rage op over tårnets øverste kant. En muskuløs, høi, vakker, ung englænder, skidden, men i brilliant humør, bordede så vort skib. I 6 uker havde han frosset og sultet i mr. Pikes lille hus på land, havde ikke kunnet gjøre ild optil kokning eller varme, da Andrée strengt havde forbudt dette på grund av den farlige nærhet hvori hans syreballoner og laboratorium til fremstilling av gasen befandt sig. Mr. Smith fandt sig i alt, når han bare kunde få se ballongen gå op – tænk, måske som den eneste av Albions sønner! Han nød nu stuertens varme kaffe og bestemte sig til at følge med os tilbake til Advent Bay, da sandsynligheten for at Andrée kom avsted iår, efter hans mening blev mindre for hver dag.

Så drog vort lille selskap på land, beså den interessante ballon og dens utstyr under Andrées personlige elskværdige ledelse, hørte hans rolige, sikre kommando til folkene, og så den lille nervøse franskmand, ballonens leverandør, mr. Lachambre, som sprang om og rettet så på et taug her og så på et der, medens den store ballon svaiet hit og dit inde i huset, som om også den var utålmodig efter at komme avsted. Derpå efter Andrées indbydelse en belivet middag på «Virgo», hvor gjesterne bestod av vor svenske frøken, englænderen og undertegnede. Retterne «Dagens kost»: ærter, salt kjøt og flesk smagte godt, endnu bedre vinen, en present til ekspeditionen. Værten erindrede ekspeditionens medlemmers fjerne fædreland og Norge i skummende champagne, hvilken skål gjengjældtes med de oprigtigste ønsker for en heldig tur – en speciel tak tilslut til den staute chef og så ombord på «Express», der avgår hjemover kl. 6 præcis. Lommetørklærne vifter, flagget hilser de svenske farver på «Virgo», som hilser igjen, vore ni lange norske hurraer besvares av svenskernes fire korte skarpe – og odden skjuler Danskøens lille koloni for vore blikke.

Ret i nord blåner Nordishavet isfrit og stille, medens Smerenbergs bratte fjeldø ved vor side kun har minderne igjen og nogle gamle grave fra de tusender av hollandske fangstmænd, som for over 150 år siden drev en kolossal fangst av hval i disse trakter. Vi dreier mot øst og kursen går ret ind i Bjørnefjorden, hvor klumper av drivis ligger strøet tæt utover fra isbræen, der her som ellers på nordre Spitsbergen fylder fjordbunden. Her kan vi vente at møte arktisk storvildt. En sort større prik sees på et isflak i det fjerne. Det er en stor sæl, mener vor «icemaster». I en vis fart fik mr. Smith og jeg vore rifler frem. «Express» stopper, den hvitmalede fangstbåt fires ned og Bottolfsen sætter sig selv til årene. Vor englænder, der var jæger på sin hals og roste sig av at have nedlagt diverse løver og elefanter i Vestafrika, var høist interesseret. Vi fik ordre til at huke os ned ved siden av hinanden i forstavnen og stirrer i stærk spænding på det stadig større sorte punkt på isflaget, som kun av og til var at se, da båten stadig roedes således, at vi mest mulig var skjult av drivisen. Umerkelig og tyst og stille seg vi frem, nogle lange dønninger melder sig, men vi nærmer os mere og mere, den formentlige storkobbe blir større og større, nu kan vi tydelig se dyret reise hovedet høit op som for bedre at se henimot os, så atter lægge sig, for snart efter påny at reise på sig og se frem. Nu seg båten foran det sidste drivisstykke. Den reiste sig nu synlig, for at kaste sig i sjøen, vore skud faldt næsten samtidig på gode 100 meter, og med et voldsomt plask styrtede dyret sig i vandet, der sprutede høit om dens sider. Ikke et ord blev sagt, men vi tænkte vist alle det samme: Bom for p – – ! medens Bottolfsen sakte hamlede båten henimot isflaget, da i 20 meters avstand fra dette et voldsomt stort dyr skyder op fra dypet så nær båten, at vi kunde stikke vore rifler bort på den. «De e` ein kvalros!» brølte vor islods, slap årene og styrtede forover efter harpunen, fik den fat, men fomlede med tauget som ikke var «klart» – desværre så længe, at hr. hvalros gik uantastet under igjen, medens blodet i sjøen rundt om os og bloddryppene på isflaket fortalte, at den var alvorlig såret. Endnu to gange dukkede det svære dyr op og fløt i vandskorpen, mens vi roede som rasende med vor harpuner i forstavnen med hævet våben, nu færdig til kast, englænderen i fyr og flamme, mens han i et væk bad mig ta` det cooly, don`t be excited! we shall have him! osv. Jo tak! hver gang var det spørgsmål om sekunder, og hver gang kom vi for sent. Den var og blev tilslut borte. Vor hvalros var gået til sine fædre, og vi som var så nær ved det, fik ingen trofæer fra Danskøens, ballonstationens historiske jagtmarker.

Man kan spørge, hvorfor skjøt I den ikke op igjen? Dertil var det rikelig anledning, men en død hvalros vil i regelen synke straks, derfor var det om at gjøre at harpunere det dødelig sårede dyr.

På vor «icemaster» var vi just ikke blide, men vi vogtede os vel for at sige et ord til ham, av hvis tjeneste vi vilde være nokså avhængig på resten av turen. Vi rodde slukøret tilbake til vor damper.

De tyske fotografer havde under vor jagt roet like under den hushøie isbræ med sine mange huler og revner og fået nogle «wunderschöne» billeder.

 

«Express» damper atter ut av fjorden, øst om Danskøen, stopper pludselig og bakker lidt: det var atter en hvalros, en med svare tænder. Men den går under og blir så længe borte, at vi reiser videre, runder om en pynt og går ind i den store Magdalena Bay med sine fuglebjerge, isbræer og talrike småsæl, som nysgjerrigt stikker sit kuglerunde hoved op stadigvæk, så her, så der. Det lakker nu mot aften, og vi hjælper os selv til en kop te og hvad ellers vor restauratør i Advent Bay har nistet os ut med. På tysk, engelsk, svensk og norsk enes vi utover aftenen i beundring over de store scenerier, og dagens interessante oplevelser drøftes, mens passiaren efterhånden dør hen og det lille selskap snart flyttes over fra virkeligheten til drømmenes verden.

Om morgenen vågner vi ved Isefjordens munding. Vi går tvers over fjorden til Kap Starotschin, stiger iland og beser de få levninger av hytterne og tager vore fangstmænd ombord med samt deres 3 små-ren, som de havde skudt i nærheten. De havde forsøget laksefiske med flue, men ikke fået et nap. Vandet var nok for koldt og gjørmet av ler, og idetheletaget synes sportsfiske at være utelukket i dette arktiske farvand. Det blæser en ganske stiv østenvindskuling, da vi etpar timer senere atter ankrer ved Advent Bay, hvor en turistdamper med 400 pasagerer med utålmodighet venter besked fra os, om Andrée var gået op med sin ballon. Som bekjendt kom ballonfareren først næste år op, Om ham og hans behjertede reisefællers skjæbne råder der vel nu desværre ingen tvil.

 

Følgende dag gik vi op til det 2000 fot høie fjeld ovenfor stationen efter forsteninger, hvorav vi fandt langt mere end vi, 3 damer, 3 herrer og 2 fangstmænd, kunde bære, smukke finårede løvblade, grovstilkede bregner osv. i rik mangfoldighet. Underligt at tænke sig, at en gang i tertiærperiodens forhistoriske dage en halv tropisk vegetation har rådet grunden her, hvor nu kun sten, sne og is har plads, og hvor selv ved sjøen ingen skikkelig busk kan tåle den lange arktiske vinter.

Så kom «Lofoten» fra Norge, og sa farvel til Advent Bays turisthotel og dets venlige beboere, vor stadig muntre følgesvend fangtsmanden Ole med de skjæve, men trofaste øine ikke at forglemme.

Vor fremdeles for sporten interesserede kaptein går ind på mit forslag om at avgå fra Advent Bay en dag før ruten for at anvende tiden til en trip ind i Bellsundfjorden, hvor renjagten skulde være god.

Næste dags formiddag stod vi ind fjorden, og ankrede ved en lav, langgrund strand. Begge skibets styrmænd og en velkjendt fangstmand, Claus Thue fra Tromsø, oprindelig fra Skjåk i Gudbrandsdalen, medfulgte i skibets båt, som straks satte os i land.

Vi passerer længe over vide, lange flate strækninger med større damme her og der, hvorfra flokke av gjæs flyver op, efterhvert som vi skrider frem. Intet vindpust kjendes, og høi hvælver sig den skyfrie himmel over det øde landskap. Ingen ren at se. Thue foreslår, at vi skal gå ind i en liten sidedal mot vest, som skal være en «otrule god reindal». Det var i middagstiden, og neppe havde vi gået mange hundrede skridt ind i dalen før med et reiste sig 3 dyr, 2 simler og 1 kalv. Vi stanset uvilkårlig, og det var for mig et øiebliks sak at lægge riflen til kindet og fyre på den ene av simlerne, der straks rullede. Styrmændene fik i befippelse ikke skudt og de 2 øvrige dyr forsvandt i en vis fart. Vi fandt dem efter nogen søken på den anden side av dalen, vadede over elven i dalbunden og stillede efter alle kunstens regler ind på dyrene, der nu gik rolig beitende. Vi kom efter nogen tid og adskillig stræv i nogenlunde skudhold. Medens vi nu ligger og steller os til at skyte, hvisker andenstyrmand, en ung nygift tromsøværing, at han måtte få skyte kalven, for at tage med hjem til Tromsø «te` mi kone», en anmodning, som førstestyrmand, der var ugift, og jeg som allerede havde skudt et dyr, hurtig blev enige om at imøtekomme og så klemte vi da på. Avstanden var nok drøiere end antaget, ca. 150 skridt, og simlen sprang tilsynelatende uskadt frem et stykke, medens kalven til stor glæde for skytteren tumlede overende.

«Kalven æ min!» og den brave andenstyrmand styrtede avsted for at sikre sig et velkomment tillæg til sin for en gift mand nokså snaue månedshyre. Den havde fået kuglen gjennem hovedet. Så lykken havde også stået ham bi. Simlen tok en større tur ind og så ut dalen på den anden side, og vi fik nøie os med, hvad vi havde fået, da det begyndte at lide ut på dagen. Efterat indvoldene var taget ut av dyrene, blev disses ben sammenbundne med dertil av fangstmændene særlig tilstelte taug, og dyrene derefter slængte på ryggen. Til vor forundring fik vi, fremkomne til den langgrunde strand, se vor båt stå et par hundrede meter op i land, en følge av, at vandet var faldt ut, og det var et svare stræv i den bløte lere at få sat den tunge båt ut. Men det gik det også, og snart er vi med vort bytte i god behold ombord på «Lofoten».

Ut på natten fjerner vi os mere og mere fra Spitsbergens snart flate, snart spidse fjeldmasser, og er heldige nok til ute på havet at få se solformørkelsen eller ialfald den første halvdel av samme. Da så langt var avanceret, skjulte en sky solen for vore blikke, men vi var dog høilig tilfreds med, hvad vi havde fået se, og ikke mindre tilfredshet råder over, hvad vor Spitsbergentur idetheletaget havde bragt os av eiendommelige foreteelser på land og sjø, av liv og ikke liv, av civilisationens goder på en øde strand, en forpost i det arktiske høinorden.

Det bør kanske tilføies, at «Fram» med Otto Sverdrup og det øvrige mandskab, på første Framfærd, kom til Danskøen 2 dage efter vor avreise derfra, og at den anløb Skjervø, hvor jeg på retur fra Spitsbergen havde drevet lidt rypejakt, dagen efter min avreise fra dette sted.