Da «Fram» kom til Hobart 7. mars 1912

Tidens Tegn 12/3 1912

 

 

Hobart, Tasmania, 10. mars 1912

 

«Fram» ankom hertil torsdag ettermiddag den 7. mars ganske uventet. Dens tilsyne­komst på havnen vakte stor sensation. Tidlig om morgenen blev det signalisert, at en fore-and-after-skonnert var kommet op i Derwentflodens munding. Først trod­de man, at det var en i Hobart hjemmehørende båt, som vente­des fra Adelaide. Men feiltagel­sen blev straks opklaret, da det blev signaliseret, at det var «Fram» fra Hvalbugten. Skibet kom op på havnen ved egen damp med det norske flag på stortoppen.

Havnefogden og sundhetsinspektøren gik straks ombord. Da man fra land så skibet styre mot ankerpladsen, leiet fire journal­ister fra byens blade en motorbåt for at komme ombord. Da de var kommet omtrent halvveis ut mot skibet, møtte de havnevæsenets båt, som for fuld fart styrte mot havnen med Amundsen om­bord. Det blev ropt til journalisterne, at ingen blev tillatt at gå ombord. Havnevesenets båt nådde kaien før pressefolkene, og Amundsen styrtet øieblikkelig op til den norske konsuls kontor. Her fik han en hel del breve, te­legrammer og så videre og stengte sig inde på et værelse, hvor han blev i to timer. Da han kom ut derfra gik han like på telegrafkontoret og sendte et te­legram hjem. Imidlertid hadde man fåt rede på, at han var på telegrafstationen, og da han forlot kontoret blev han møtt på trappen av omtrent hver eneste avismand i byen.

”Jeg kan ikke gi nogensomhelst oplysning,” sa han, ”da jeg er kontraktmæssig bundet til taushet". De skuffede presse, mænd drog avgårde i fuld fart ut til «Fram», men fandt at det var umulig at komme ombord. Besætningen svarte, at de absolut intet kunde meddele. Selv de mest uskyldige spørsmål vedrø­rende ekspeditionen blev ubesvaret. Amundsen var det eneste medlem av ekspeditionen, som var iland. Det lykkedes ham at undgå de ivrige pressemænd til sent på aftenen, da de fandt ham i hans hotel. Han blev her utsat for en salve av spørsmål, men avslog at gi selv den minste de­talj angående sit ophold i de antarktiske egne. Det eneste, han sa, var at de hadde brukt hunder, og at de hadde vist sig overmåde nyttige. Han blev presset sterkt til at opgi, hvilken dato «Fram» forlot Hvalbugten for at tiltræde reisen til Hobarth, men vilde hel­ler ikke gi nogen oplysning om dette.

Amundsen syntes at være fornøiet med resultatet av sin ekspedition, var ved god helbred og i udmerket humør, men uten overflødig fett på kroppen.

Sundhetsinspektøren, som sam­men med havnefogden var den eneste, som fik lov til at komme ombord, meddelte, at hele besætningen var ved meget god hel­bred, åpenbart velernærte og velstelte. Skibet var utvendig rent og i god stand og indenbords var alting blankt og renskuret.

Hele fredagen var Amundsen ivrig beskjæftiget med at gjøre istand sit lange telegram.

Amundsen karakteriserte det rygte, som blev telegrafert fra England, om at Amundsen skulde ha fortalt at Scott hadde nådd Sydpolen, som ”nonsens”. ”Jeg kjender intet til Scotts bevægelser,” sa ham

Klokken 10 om aftenen kom telegram fra London om at det der gik rygte om, at Amundsen hadde telegrafert til Europa, at han hadde nådd Sydpolen. Pressemændene vilde spørre ham, om han vilde benegte eller bekræfte dette rygte og søkte ham i hans hotel, men fik her det svar, at han var gått tilsengs og hadde gitt streng beskjed om, at han ikke ønsket at forstyrres. Han fik der­for lov til at sove i fred.

Ingen har heller senere fått lov til at gå ombord undtagen chefen for sundhetsvæsenet, som skulde tilse hundene. Også han blev først negtet adgang, og det var bare i sin egenskap av offent­lig embedsmand, at han kom ombord. Da han kom iland, fortalte han, at alt ombord var i den skjønneste orden, og at hundene var nogen prægtige dyr, som blev behandlet med den største omhu.

 Fredag aften blev Amundsen og hans officerer indbudt til ball i kommunelokalet. Det er unødvendig at fortælle, at ikke nogen av dem viste sig.

Søndag formiddag var Amund­sen atter gjenstand for sterkt pres fra forskjellige interviewere, men alt man var istand til at få av ham, var at han hadde fåt i haugevis av lykønsknings-telegrammer.

Da man refererte for ham Shackletons uttalelse om, at Amundsen ved tre dages fortsatte observationer, vilde ha fuld anled­ning til at fastslå Sydpolens nøiagtige beliggenhet, svarte Amundsen forsigtig, at Shackleton hadde fuldstændig ret, og at han var en mand, som ikke talte uten å vite hvad han sa.

 

Amundsen bemerket derefter:

”Tre dage vilde være rikelig tid til at bestemme beliggenheten, hvis jeg var der.”

I det øieblik dette telegram sendes fastholder Amundsen sin uigjennemtrængelige taushet. In­gen kommer ombord i «Fram», og ingen fra «Fram» kommer iland.

**

 

2. Hobart, Tasmania, 10. mars.

 

Amundsen mottok Deres kor­respondent idag og diskuterte spørsmålet om hvorvidt det var sandsynlig at Scott har vært ret foran ham på Sydpolen.

Han uttalte: ”Jeg så intet spor av nogensomhelst art, som kunde tyde på, at Scott hadde været der. Men det er jo mulig, at han hadde være der og bare efterlatt sig merker, som ikke har kunnet holde sig i storm og uveir. Imidlertid har denne teori meget litet for sig. For i de tre dage, som jeg var der, hadde vi stille og rolig veir, og det tror jeg sedvanlig er tilfældet. Der var intet andet end uhyre flate sne­sletter. Derfor var det ingen mu­lighet for at få reist varige var­der av sten. Årstiden var meget gunstig. Og derfor er det meget sandsynlig, at Scott har nådd Sydpolen, enten han har kommet der efter mig eller vært der før mig. Jeg håber oprigtig, at han har nådd frem, for han fortjener fuldt ut alt mulig held.

Min slædereise mot polen blev foretat efter en ny plan. Under den første ekspedition tilbakela vi daglig 15 engelske mil i fem timer. Derefter tilbragte vi to ti­mer med at spise, gi hundene mat og stelle dem. De resterende 17 timer av døgnet prøvde vi at tilbringe i søvn. Men denne hvile fandt vi for lang både for men­neskene og hundene. Efter den nye plan prøvet vi at reise femten engelske mil på seks timer, tilbringe to timer med at spise og stelle hundene, sove seks timer, så spise frokost og så dra videre igjen. Dette forklarer den betyde­lige veilængde, som vi daglig kun­de tilbakelægge på tilbakereisen – over 20 engelske mil om da­gen.

De største vanskelighet er som ekspeditionen hadde at gjennemgå, skyldtes den store høide vi støtte på under den siste delen av reisen mot polen. Vi tilbragte næsten seks uker i en høide, som undertiden nådde op i 16,750 fot. Sydpolen selv ligger på en høide av omkring 10,500 fot.

Når vi arbeidet hårdt, følte vi stor vanskelighet ved at puste i disse høider. Vi stønnet og snappet efter veiret.

Med hensyn til mat hadde vi fulde rationer hele veien. Men i det klima er ”fulde rationer” noget ganske andet end at få så meget man kan spise. Det synes næsten ikke at være grænser for, hvad man kan spise under en hård slædereise.

På tilbakereisen fik vi der­imot ikke bare fulde rationer, men så meget enhver kunde lægge i sig fra depoterne, som vi had­de efter at ha passeret den 86. breddegrad.

De første hunder spiste vi på reisen mot polen på 85½ grads bredde, hvor vi slagtet 24 stykker. Tiltrods for at de ikke altid hadde fåt så meget, som de kunde spise, så var hundene fete og viste sig at yde en velsmagende føde. Det er slet ingen grund til at synes synd på folk, fordi de må spise hundekjød.

Vi så to tyvjoer (skua-gulls) på 84 grads bredde. Her hadde vi bygget en liten varde til veiledning på tilbaketuren og netop som vi forlot denne, kom tyvjoerne flyvende forbi og slog sig ned på varden.

Tre av våre beste hunder rømte sin vei på 83 graders bredde. Vi hadde slagtet en tispe på 82½ grad. Hundene løp tilbake for at lete efter hende. Dette voldte os megen ængstelse, for vi frygtet for at hundene skulde plyndre de depoter, som ekspeditionen måtte stole på for tilbaketuren. Da vi kom til 83 grader, så vi friske hundespor rundt den store snehaug, som vi hadde reist over depotet. Be­synderlig nok var den pemmikan, som lå i depotet urørt. Vi fulgte hundenes spor tilbake til 82½ grad, hvor tispen var slagtet. Hundene hadde fundet kroppen, som vi hadde lagt på en snehaug som reserve for tilbaketure. Efterat hundene hadde spist dyret, var de gåt videre nordover til 82 grader, hvor et stort antal kasser lå i en haug. Der hadde de fåt fat på en kasse pemmikan. De hadde ikke alene spist den, men også en del lærremmer og en del andre ufordøielige gjenstande. Vi hadde her efterlatt to slagtede hunder som reserve. Også de var opspist.

Elleve hunder overlevet den hele reise og nådde i god behold tilbake til «Fram».

Mine fire ledsagere og jeg feiret julen høit oppe i fjeldende ikke så langt fra Sydpolen. Festmiddagen bestod i en ekstraration beskøiter, kokt til en grøt. Det var en tarvelig erstatning for den overflod, som vi bruker ved vor norske jul. Men vi syntes, det var godt allikevel. På tilbaketuren hvilte vi ikke en eneste dag. Vi lå ikke engang i ro juledagen.           

Vi hadde ikke mange oplevelser på turen. Men det var strengt arbeide.

Årsaken til mit held tilskriver jeg mine flinke kameraters storartede arbeide, vore hunder og vore ski – ikke minst den glimrende forfatning som disse befandt sig i, ved vor landing på det antarktiske kontinent. Og denne tilskriver jeg væsentlig de forholdsregler, som var tatt ombord på «Fram» for at holde hundene i fuld vigør, medens vi passerte den varme zone. Der var lagt et dobbelt planketak over «Fram»s dæk med nogen tommers mellemrum for at gi den friske luft adgang til at cirkulere. Dette var gjort i stand før vi forlot Norge, og i varmt veir strak vi seil over, så vis al­tid holdt hundene i skyggen. Resultatet var, at vi hadde litet besvær med dem. Da hundene blev landsat, var de fuldt arbeidsdygtige.

Med hensyn til matvarer had­de vi ingen vanskeligheter på vor ekspedition mot polen – sna­rere det motsatte. For da ekspeditionen nådde «Fram» på tilbakeveien, var mine ledsagere næsten fete. De kunde ikke spise så meget, som da vi drog ut. Også hundene var for fete. De vilde næsten ikke røre sælkjød, som vi hadde liggende i store mængder rundt leiren.

Vask var en luksus som vi ikke indlot os på. Heller ikke barbering. Men da skjægget må holdes kort for at hindre is fra at legge sig i det, når man puster, så viste hårklipningsmaskinen sig uvurderlig. En anden ting, som vi hadde nytte av, var en tang til tanduttrækning. En mand hadde en voldsom tandpine, så det var absolut nødven­dig at trække tanden ut. Det hadde vi vel neppe kunnet gjøre uten instrument.

Den ekspedition, som blev sendt ut til Kong Edward VIIs land, meddeler at de så fugler av en ukjendt art.

Det glæder mig meget, at de foranstaltninger jeg har truffet for at hindre at meddelelsen om resultaterne av ekspeditionen skulde komme ut i utide, har vist sig heldige. Jeg har bare be­stemt, at ingen fik slippe ombord og ingen anden end jeg selv komme iland. Alle nødvendige forretningstransaktioner har jeg selv greiet. Jeg kom torsdag, sendte så et kort telegram om mit held, og fredag sendte jeg den lange beretning.

Fra hele verden har der strøm­met telegrammer ind til Hobart. En meget væsentlig del av dem er fra aviser i England og Ame­rika, som har ønsket telegram­mer fra mig. Men jeg hadde jo allerede arrangert mig og er glad over at ha kunnet holde min kon­trakt.

Før jeg seiler til Buenos Aires, har jeg arrangeret en foredragstur i Australien.

Fra Buenos Aires er det min mening at gå nordover via Behringsstrædet og så utføre min oprindelige plan.