Festen hos minister Wedel Jarlsberg.
Aftenposten 10/2-1920
Paris, 10de februar.
Som tidligere telegraferet foregik den høitidelige
undertegnelse af Spitsbergentraktaten i går eftermiddag kl. 4½ på Quai d’Orsay.
I den berømte klokkesal, som har vært skueplads for så mange verdenshistoriske
begivenheder, satt idag stormagternes og de interesserede landes representanter
om det bekjendte hesteskobord. Og på det lille bord i midten stod det pregtige
sølvblækhus, som den norske koloni havde anskaffet for anledningen.
Blandt de tilstedeværende såes foruden minister
Wedel Jarlsberg, den franske ministerpresident Millerand og de forskjellige
landes ambassadører med undtagelse af Englands, Italiens og Japans, som var
blevet kaldt til London. Desuden såes en række af spidserne i den norske koloni
i Paris, generalkonsul Pellerin, legationsråd Jakhellen, major Sverre og oberst
Angell, doktor Charles Rabot m. fl. I salens baggrund havde fru Wedel Jarlsberg
og det overordnede personale ved de interesserede landes ambassader reserveret
plads.
Den høitidelige akt indlededes af Millerand, som
erklærede mødet for åbnet og udtalde stormaktene tilfredshed ved at kunne gå til undertegnelse af
denne traktat til fordel for Norge.
Derefter udtalte minister Wedel Jarlsberg: Hr.
president. Mine herrer, ambassadører og ministre. Med
dyb taknemlighed vil det norske folk modtage meddelelsen om, at de gamle ønsker
om vort lands suverænitet over Spitsbergen øgruppen, nu er opfyldt. I det
norske folks navn og i den norske regjerings navn takker jeg dem for den høie
retsindighed og de venskabelige følelser, som de her har givet bevis på.
Dermed reiser den amerikanske ambassadør, Wallace, og går
bort til det historiske bord, hvor de to traktater ligger. Han sætter sig og
undertegner. Efter Wallace går Millerand frem og fæster sit navn stående og med
kraftige pennestrøg. Derefter undertegner den danske minister, Bernhoft, den
hollandske minister, M. London, så den svenske minister, grev Ehrensvärd,
tilslut minister Wedel Jarlsberg, som rolig og værdig går frem og undertegner
det viktige dokument, som først og fremst skylder ham sin tilblivelse.
Dermed er undertegnelsen tilendebragt, enkelt og
værdig. Forsamlingen, hvori man også ser flere representanter for
verdenspressen og flere norske blade, spreder sig i de tilstødende salonger,
hvor der serveres forfriskninger. Statsmændene underholder sig med de
tilstedeværende og minister Wedel Jarlsberg modtager gratulationer fra alle
kanter.
Reseption i den norske
legation.
Umiddelbart efter samledes – etter elskværdig indbydes – en
del af den norske koloni i ministerens prægtige hjem for at feire den for
Norge så vigtige dag. Blant de tilstedeværende såes minister, Bernhoft,
generalkonsul Pellerin, oberst Angell, billedhuggeren, professor Stephan
Sinding, maleren Diriks, professor Rabot, medlemmer af legation og konsulat,
major Sverre, tidligere vicekonsul Wiel og en lang rekke medlemmer af
Pariserkolonien.
Under det hyggelige samvær bad koloniens senior,
grosserer Herlofsen, om ordet og udtalte en varm tak
til ministeren for, hva han havde gjort for Norge, og bad ham samtidig fra
kolonien modtage som gave det skrivestell, hvormed han netop havde undertegnet
traktaten.
Ministeren holdt deretter følgende tale:
Stormagterne på fredkonferencen og vore gode
naboer, Sverige og Danmark samt Holland, har netop undertegnet den pagt, som
giver Norge fuld og uindskrenket politisk suverænitet over Spitsbergen, det
gamle Svalbard. Håkon Håkonsens krav er dermed endelig anerkjendt. Lad os
modtage, hvad vi således har opnået, med en sådan national forståelse, at
historien skal kunne sige, at i Håkon den 7des tid er over århundredernes mørke
dal en bro blevet bygget mellem Norges fortid og dets fremtid.
Jeg forstår, at den norske koloni i Frankrige og
specielt i Paris, hvor underhandlingerne om traktaten er foregået, har ønsket
at give et udtryk for sine patriotiske følelser, og ved det storartede
skrivestell og den gyldne pen har Dere i tankerne villet være med ved
undertegnelsen. Når De nu, mine kjære landsmænd, har villet, at denne gave
skal være en erindring for mig om den nationale tilfredstillelse, vi har
oplevet i dag, så kan jeg kun takke Dem af mit hjerte. Jeg har jo bare gjort,
hva jeg har anset for min pligt, og jeg fortjener ingen takk, men når Eders
godhed og vennlige følelser har villet betro denne gave til mig, så vil jeg
modtage den i samme ånd som den er givet og som et dyrebart bevis på, at norske
mænd forstår og skatter arbeidet for Norges nationale mål.
Efter at minsteren derefter var blevet takket
for det uvurdelige arbeide, han havde nedlagt, udtalte
han: De har venligen takket mig for, hva jeg har kunnet udrette til opfyldelsen
af vort nationale ønske om Spitsbergens overdragelse til Norge. Tillad nu mig
på min side at fremføre en varm tak til mine nærmeste
medarbeider.
Det var dr. Ræstads fremragende videnskabelige
forarbeider, som gjorde det mulig i en velbegrundet form at fremsætte vore
historiske krav på det gamle norske land; ligesom det var dr. Ræstad, som gav
sin uvurderlige hjelp til formuleringen af vores ønsker. Videre var det
rittmester Isachsen, som med sin aldrig svigtende beredvillighed og omhu,
stillede sin rige erfaring og indgående geografiske
kundskaper til vor disposition. På denne dag beder jeg Dem forene Den med mig i
at sende udtryk af sand taknemmelighed til disse to gode nordmænd.
Tillad mig også her til legationens personale og
i første række til min kjære ven legationsråd Jakhelln at fremføre min varme
anerkjendelse for trofast hjælp og opfordrende arbeide.
En spesiell tak til legationens fortræffelige
bibliotekar frk. Lippestad, dossierernes strenge vogter, og som trods alt det
jeg rodede i dem, alligevel med aldri så svigtende venlighed holdt dem i orden.
Så vil jeg til slut fremføre Norges dybfølte tak
til doktor Rabot, hvis hjerte banker for vort fædreland, således som jeg er
sikker på, at vore hjerter banker for hans underbare Frankrige.
Ministerens udmerket fremførte taler ble
modtaget med strekt bifald, og det ”Leve minister Wedel Jarlsberg!” som major
Sverre derefter udbragte, fik den mest umiddelbare tilslutning.
Efter at have indtaget forfriskninger så
samledes man i musiksalongen, hvor fru Blikstad-Bang frydede selskabet med sin
herlige sang.
Tilbake til hovedsida
Vågemot miniforlag