Roald Amundsens første egenhendige rapport over Sydpoles oppdagelse

 

Daily Chronicle/ Politiken 10. mars 1912

 

Roald Amundsen forteller om sin eventyrlige færd fra ankomsten til polarisen til sin tilbagekomst til Tasmanien

 

Forberedelser

Den 1. Februar 1911 begyndte vort Arbejde i det fjerne Syd, og da vi nåede den 11. April, havde oprettet 3 Depoter, hvori vi nedlagde Foråd af forskellig Art, i det hele 3000 Kilo, foruden 1100 Kilo Sælhundekød. Da Landskabet ikke frembød noget Kendetegn, hvorved Depoternes Plads kunde fastslåes, reiste vi Flagstænger med flag for hvor 7 Kilometer. Terrænet var lett at befare, og vi havde overordentlig stor Nytte af vore lunde. Indtil den 15. Februar havde vi tilbagelagt 100 Kilometer. Slæderne med deres Last, der vejede 300 Kilo, blev hver trukket af 6 Hunde. Isbarrierens Flade var glat og uden særlig fremtrædende revner. Kun på to Stedet, hvor Terrænet var bølgeformet, mødte vi alvorlige Vanskelighe­ter. Lyset var udmærket og Vinden liten. Den laveste Temperatur, vi mødte ved det første Depot, var minus 6 Grader Celsius.

 

«Fram» sejler fra Hvalbugten

Da vi den 5. Februar vendte tilbage fra vor Udflugt, var «Fram» afsejlet, og med Glæde konstanterede vi, at vor dygtige Kaptajn havde ført Skibet sydligere end noget andet.

Før vinterens Indtræden havde vi, 600 Kilo Sælhundekød nedlagt i vort depot, hvilket var nok til os selv og vore Hunde, hvis Antal var 110. Vi byggede 8 Hundehuse, der var en Kombination af Telte og Småhytter, og eftet at vi havde sørget for Hundene, tænkte vi lidt på os selv, idet vi byggede en Hytte, som var dækket af Sne. Først i Midten af April var det nødvendig for os at skaffe Lys. En Luxlampe af 200 Lysstyrke gav os et brilliant Lys og holdt Temperaturen i Hytten på 20 Grader Celsius hele Vinteren, medens et udmerket Ventilationssystem gav os al den friske Luft, vi havde behov for.

I Hytten fik vi indrettet Arbejdesrum, et Pakrum, Kældere til vore Forråd, et lille Udkigsrum hvorfra vi altid havde god Udsigt over Landskabet. Vi havde således alt inden Døre og behøvede ikke at frygte for, at Væjet skulde blive for koldt eller stormfuldt, eller at vi skulle blive tvunget til at arbejde under åben Himmel.

 

Solen forsvinden

Sølen forlod os den 22. April og kom ikke tilbage før 4 Måneder efter. Vi tilbragte Vinteren med at forandre vor hele Udrustning, som vi på vore Depotrejser havde konstateret var for klodset og tung til Barrierens glatte Overflade.

Foruden en Mængde videnskabeligt Arbejde foretog, foretog vi en Række opsigtvækkende meteorologiske Observationer. Der faldt kun ringe Mængde Sne, skønt det åbne Vand lå nær ved.

 

Lav Temperatur

Hele Vinteren var Temperaturen højere end ventet, men ikke desto mindre meget lav. I Løbet af 5 Måneder konstaterede vi Temperaturen svinge mellem minus 50 og 60 Grader Celsius. Den laveste Temperatur målte vi den 13de August. Den var minus 59 Grader Celsius. Vi havde ventet at blive udsatte for den ene Storm frygteligere end den anden, men særlig stormfuldt var Vejret kun på 2 Dage. Vi så mange pragtfulde Aurora Australis.

 

 

Solen kommer tilbage.

Gennem hele Vinteren var vort Befindende udmærket, og da Solen vendte tilbage den 24de August skinnede den på en Gruppe Mænd sunde på Sjel og Legeme og rede til at nå det Mål de havde sat sig. Dagen i Forvejen havde vi bragt vore Slæder til Startpladsen for vor Marsch mod Sydpolen.

I Begyndelsen af September gik Temperaturen op, og det var nu Spørgsmålet, om vi ikke skulde starte.

 

Starten mod Polen.

Den 8de September begyndte 8 Mand med 7 Slæder, 90 Hunde og Forråd for 4 Måneder Vandringen mod Syd. Der var ingen Vanskelig­heder for Slædekørsel, men allerede neste Dag viste det sig, at Starten havde fundet Sted for tidlig. Tempe­raturen faldt nu fra Dag til Dag og holdt sig mellem minus 50 og 60 Gra­der Celsius. Ingen af Deltagerne led noget som helst, vi havde alle gode Skindklæder og var fortrinligt be­skyttede imod Kulden. Men anderledes forholdt det sig med Hundene, som øjensynlig led sterkt under de Strabadser, de var udsatte for. Vi blev hurtig klare over, at det ikke i runge kunde gå på denne Måde, og at der kun var ringe Sandsynlighed for, at vi under disse Forhold kunde nå Polen. Vi blev derfor enige om at vende tilbage til vort Depot på 80 Gr. sydlig Lengde og der af vente Forårets Komme. Vi kørte tilbage til vor Snehytte, og med Undtagelse af, at et Par Hunde døde, og at nogle få andre led af Forfrysninger, var alt som det skulde være.

 

Foråret kommer.

Henimod Midten af Oktober blev det Forår. Vi så Sæler og Fugle, og Temperaturen gik op til mellem minus 20 og 30 Gr. Celsius. Den oprindelige Plan om, at Alle skulde deltage i Fremstødet mod Polen, var i Mellemtiden bleven ændret.

Kun 5 Mand kunde deltage heri, medens de andres måtte foretage en Rejse mod Øst til Kong Edward den VII.s Land.

Denne Rejse fandtes ikke på det oprindelige Program, men da de engel­ske Rejsende ikke, således som deres Hensigt var, havde besøgt dette Land sidste Sommer, blev vi enige om, at det var bedst at vi også foretog denne Undersøgelsesrejse.

Den 20de Oktober startede vi mod Polen. Ekspeditionen bestod af 5 Maud, 4 Slæder, 32 Hunde og medførte Forråd for 4 Måneder. Alt var i den bædste Orden, og vi havde taget den beslutning at tilbagelegge den første Del af Turen i lette Dagsrejser for ikke at overanstrenge os selv og Hundene og give os Lejlighed til at holde os i god Kondition.

Den 23de Oktober nåede vi vort Depot på 80 Gr. sydlig Bredde. Til Trods for den tætte Tåge fortsatte vi uden at standse. En Gang kjørte vi 2–3 Kilometer forkert, men kom ikke desto mindre let ind på den rigtige Vej. Efter at Hundene havde hvilet sig og var blevne fodrede med Sælhundekød, som de viste sig i Stand til at fordøje, startede vi igen den 26de Oktober.

 

Hundene yder god Tjeneste.

Temperaturen holdt sig stadig mellem minus 20 og 30 Gr. Celsius.

Det var først vor Hensigt ikke at køre mere end 20–30 Kilometer om Dagen, men det viste sig, at vore stærke og flittige Dyr kunde præstere meget mere.

På 80 Grader begyndte vi at bygge Snevarder i Mandshøjde, for at vi ikke skulde tage fejl af Vejen, når vi vendte tilbage. Den 31te Oktober nåede vi Depotet på 81 Graders Bredde og standsede her for at give Hundene Pemmikan.

Depotet på 82. Grad nåede vi den 5te November, og den Dag fik Hundene for sidste Gang alt, hvad de kunde æde.

Den 8de November startede vi påny mod Syd og tilbagelagde 50 Kilometer om Dagen. For at lette de tunge Slæder oprettede vi Depoter, efterhånden som vi tilbagelagde hver Grad.

Rejsen fra 82.–83. Grad var en Fornøjelsestur på Grund af det overmåde fine Slædeføre

 

Syd-Victoria Land kommer i Sigte.

Al ting gik som en Dans. Den 9de November så vi Syd-Victoria Land, Fortsettelsen af den Bjergkede, som Shackleton nevner på sit Kort, og som løber mod Sydøst fra Beardmore Gletscheren. Samme Dag nåede vi 83 Gr. Her nedlagde vi det fjerde Depot. Den lite gjorde vi den inter­essante Opdagelse, at Ross-Barrieren ender i en lille Bugt mod Sydøst, der dannes imellom den Bjergkede, som løber Sydøst fra Sydvest. Anialandet og Kæden på den modsatte Side, som løber i sydvestlig Retning, og som sandsynligvis er en Fortsettelse af Kong Edwards Land.

Den 13de nåede vi 81 Grader, hvor vi nedlagde et andet Depot. Den 16de nåede vi 85. Grad, hvor der ligeledes nedlagde Depot.

Fra Vinterkvarteret i Framheim havde vi indtil nu marscheret lige mod Syd.

 

Hoveddepotet anlegges på 85 Grader.

Den 17. November nåede vi et Punkt på den 85. Breddegrad. Vi steg her uden Vanskelighed over Land-Barrieren, som her hevede sig bølge­formet Indtil 300 Fod. Nogle mægtige Revner afsluttede Terrænforhøjningen.

Vi oprettede her et Hoveddepot. Vi tog Forråd med til 60 Dages Rejse og efterlod Proviant til 30 Dages Ophold.

I det Terræn, hvor vi nu befandt os, syntes Fremtrængen gan­ske umulig. Toppen langs Barrieren varierede fra 2000 til 10000 Fods Højde, men adskillige andre længere mod Syd over 13000 Fod eller måske end nu højere.

Næste Dag begyndte vi Opstigningen. Det var forholdsvis let Arbejde; Terrænet hævede sig jævnt stigen­de op imod Bjergtinderne. Vore flinke Hunde ilede hastigt fremad.

 

Axel Heibergs Gletscher.

Et Sted længere fremme traf vi nogle meget stejle Gletschere. Her måtte tyve Hunde spendes for hver Slæde – kun to af vore fire Slæder kunde komme op ad Gangen. Nogle Steder, hvor Stigningen var særlig stejl, kunde vi knap komme frem på vore Skier. Undertiden måtte vi gøre store Omveje omkring store Kløfter.

Den første Dag steg vi 2000 Fod, næste Dag nåede vi over nogle små Gletschere og rejste Teltet i en Højde af 4300 Fod. Tredje Dag blev vi nødt til at gå ned på den store Axel Hei­bergs Gletscher, som deler Kystbjergene længere mod Syd.

Næste Dag begyndte dem længste Del af vor Opstigning. Vi måtte gøre mange Omveje for at undgå de brede Revner og åbne Kløfter, som for Størstedelen var dækkede med Sne, da Gletscherne efter al Sandsynlighed forlængst var ophørte med at vandre.

 

Gennem Pollandets isklædte Bjerge.

Men vi måtte ikke destomindre være meget forsigtige, da vi aldrig vidste, hvor tykt et Lag Sne der dækkede Kløfterne. Vor Lejr den Nat lå i meget maleriske Omgivelser i 5000 Fods Højde. Gletscheren snævrede sig her ind mellem to 15000 Fod høje Bjerge, Fridtjof Nansen og Don Pedro Christoffersens Bjerge.

Ved Gletscherens bund steg vi op ad Bjerget Ole Egelsted, hvis snedekte Tinde når en Højde af 18500 Fod. Gletscheren er meget forrævet i dette snevre Pas, mægtige Kløfter syntes hvert Øjeblik at skulle standse vor videre Fremtrengen, men viste sig stedse ikke at være så slemme, som de så ud til. Vore Hunde, som havde tilbagelagt en Strekning af 700 Kilometer, og som i de sidste Dage havde haft et strengt Stykke Arbejde, tilbagelagde denne Dag 35 Ki­lometer – Stigningen var omtrent 5600 Fod – og Hundene udførte således et nesten utroligt Arbejde.

 

På den øde Højslette.

Det tog os kun fire Dage fra Bar­rierens Begyndelse, indtil vi var op­pe på den umådelige øde Højslette. Vi slog Lejr for Natten i 7600 Fods Højde. Her måtte vi slå 24 af vore tapre Hunde ned, da vi kun kunde be­holde 18 – 6 til hver af vore tre Slæ­der. Vi blev her i 4 Dage på Grund af slet Vejr. Den 25. November var vi trette af Forsinkelsen og begyndte igen Fremmarschen, men måtte alle­rede igen den 26. standse, da vi kom ind i en rasende Snestorm. Sneføget var så tet, at vi absolut intet kunde se, men vi følte, i Modsetning til, hvad vi havde ventet, at Vejen gikk  ned ad Bakke. Højdemåleren viste os den Dag en Nedstigning på 800 Fod. Næste Dag gikk det på samme Må­de. Ved Middagstid klarede Vejret dog lidt op, og en mægtig Bjergkæde steg i Øst frem for vore Blikke ikke langt borte; dette Syn havde vi dog kun et Øjeblik, det forsvandt hurtigt igen i det tætte Snefog.

 

Djævlegletscheren.

Ved Foden af Djævlegletscheren anbragte vi et Depot for 6 Dage; vi var da på 86 Grader 81 Minutter og 8000 Fod over Havet.

Den 30. November be­gyndte vi at klatre opad Gletscheren. Den første Del al denne Van­dring var meget farlig, da Isterrænet var stærkt kuperet, og tynde Snebroer hyppigt bristede under vore Fødder. Fra vor Lejrplads denne Nat havde vi et pragtfuldt Skue over Bjergene mod Øst. Helmer Hansens Bjergtop, som hævede sig til 12000 Fods Højde, var den mest iøjnefaldende af dem alle. Det var øjensynligt, at den var ganske ubestigelig.

 

Oscar Wistings, Sverre Hassels og Olaf Bjaalands Bjerge lå også her pragtfuldt belyste af Solens Stråler. Kun fra Tid til anden kunde man se frem for sig, da Tågen stadig senke­de sig ned over Bjergene. I Horison­ten skimtede man Toppene af Mount Thy Nielsen i en Højde af 15000 Fod. Vi kunde kun se den Del, som lå os nærmest, og det tog os 3 Dage at kom­me op og over Djævlegletscheren i det frygteligt tågede Vejr.

 

Djævelens Dansesal.

Den 1. December forlod vi med glade Følelser dette Sted. Terrænet var gennembrudt ved utallige Huller, og Sneen var i Drift som Isflager på en Sø, vi befandt os da i en Højde af 9100 Fod. Vi syntes nu at komme ind på et mere jevnt Isterræn, fyldt med små Høje.

Vandringen over det frosne Ter­ræn var ikke behagelig. Grunden un­der os genlød, som om vi gik over tomme Tønder. Først faldt en Mand igennem og deretter et Par Hunde. Vi kunde ikke benytte vore Ski på dette Terræn; bedst gik det med de særligt ind rettede Isslæder.

Dette Sted gav vi Navnet ”Djevelens Dansesal”.

Denne Del af vor Fremmarsch var den ubehageligste og vanskeligste.

 

Den største Højde.

Den 2den December nåede vi vor største Højde. Efter Hypsometret og Aneroidbarometret var vi 10750 Fod over Havets Overflade og på 87 Gr. 40 Min. sydlig Bredde. Vi fortsatte Rejsen den 8de December, og det dårlige Vejr var da forbi. Atter smilede Solen til os, og atter kunde vi tage en Observation, den viste 88 Gr. 16 Min. sydlig Bredde. Foran os lå nu et fuldkommen fladt Terræn. Om Ettermiddagen var vi nåede til 87 Gr. 53 Min., hvilket var det sydligste Punkt, Schakleton nået.

På 88 Gr. 25 Min. kamperede vi og oprettede vort sidste Depot.

Efter at vi havde passeret 88 Gr. 25 Min. havde Terrænet begyndt at sænke sig ganske lidt.

Den 9de December nåede vi 88 Gr. 39 Min., den 10de December 88 Gr. 56 Min. Den 11te December 89 Gr. 15 Min. og den 13de December 89 Gr. 45 Min. Indtil dette Øjeblik havde det vært meget let at beregne vore Observationer, og vi var komne til det Resultat, at vi måtte være ved Polen den 14de December Sydpolen.

 

Sydpolen

Vi havde den Dag en pragtfuld Aften, det blæste en let Brise fra sydost og en Temperatur på 23 Gr. Frost. Jordbunden egnede sig for trinlig for Slædekørsel. Dagen forløb uden Uheld, og Kl. 3 om Eftermiddagen gjorde vi holdt. Da vi på dette Tidspunkt efter Beregningen havde nået vort Bestemmelsessted, greb vi vort smukke Silkeflag og plan­tede det på det Sted, hvor vi stod, og gav det uhyre, udstrakte Terræn, på hvilket Sydpolen ligger, Navnet Kong Håkon den 7des Land.

Det er et uhyre, fladt Terræn, ensformigt i hvilken Retning man end ser Mil efter Mil. I Nattens Løb gennemstrejfede vi Terrænet indenfor en Omkrets af 18 Kilometer.

 

Den følgende Dag, da Vejret atter var smukt, tilbragte vi med en Rekke Observationer, som varede fra 6 Eftermiddag til 7 Morgen. Resultatet var: 89 Gr. 55 Minutter sydlig Bred­de. For at komme Polen så nær som muligt rejste vi så godt, det lod sig gøre, 9 Kilometer i sydlig Retning.

Den 16. December kamperede vi på dette Sted og tilbragte en beha­gelig Dag i strålende Sol. Fire af Ekspeditionens Deltagere tog Obser­vationer Time for Time hele Døgnet Igennem. Resultatet vil blive forelagt de Sagkyndige.

Så meget er sikkert: vi har iagttaget Sydpolen så nær, som det står i menneskelig Magt at komme den med de Instrumenter, vi havde til vor Rådighed: Sekstanten og den kunstige Horisont, og vi gennemstrejfede hele Terrænet Indenfor en Distance af 8 Kilometer.

 

Polheim.

Den 21de December, da alt var i Orden på vort Opholdssted, opslog vi det lille Telt, som var bragt med, om­gav det med norske Flag og Vimpe­len fra «Fram». Det norske Hjem på Sydpolen gav vi Navnet ”Polheim”.

Afstanden fra Vinterkvarteret til Polen var omtrent 1400 Kilometer, så at vi i Gennemsnit havde marscheret 25 Kilometer om Dagen. Vi begyndte Tilbagerejsen den 17de De­cember. Og Vejret viste sig usedvan­lig gunstigt. Dette gjorde Hjemrei­sen betydeligt lettere end Marschen mod Polen. Vi ankom til Vinterkvar­teret ”Framheim” Januar 1912 med 2 Slæder og 11 Hunde, hele Selskabet i god Behold.

 

Resultater.

På Tilbagerejsen nåede vi en Gennemsnitshastighed af 36 Kilometer om Dagen. Den laveste Temperatur, vi nåede vi nåede på denne Rejse, var -31 Grader, den højeste ÷ 3. Ekspeditionens vigtigste Resultater foruden at nå Polen er Bestemmelsen af Ross Barrierens Udstrækning og Karakter. Opdagelsen af Forbindelsen mellem Syd-Victorialandet Og sandsynligvis Kong Edwards Land med deres Fortsættelse i mægtige Bjergkæder, som løber mod Sydøst, og som blev observerede så langt som 88.8 Grader, men som efter al Sandsynlighed fortset­ter sig tværs over det antarktiske Kontinent. Hele Længden af de nu opdagede Bjerge er omtrent 850 Kilo­meter. Vi gav dem Navnet ”Dron­ning Mauds Fjelde”.

Ekspeditionen til Kong Edward Land under Anførsel af Løjtnant Prestrud har nået glimrende Resul­tater. Scotts Opdagelser blev bekræftede, og Opmålingen af Hvalbugten og Barrieren, som blev udført af det­te Selskab, er af stor Interesse. En god geologisk Samling fra Kong Ed­wards Land og Syd-Victoria Landet blev medbragt. «Fram» ankom til Hvalbugten den 9. Januar efter at have vært opholdt på Grund af østlige Vinde. Den 16. Januar an­kom den japanske Ekspedition til Hvalbugten og landede på Barrieren nær vort Vinterkvarter. Vi forlod Hvalbugten den 30. Januar. Rejsen herfra har vært lang på Grund af dårlige Vindforhold. Samtlige Deltagere befinder sig vel.

Roald Amundsen